Fanger sang sig ud af russiske fængsler

De 23 finalister. Foto: AP
De 23 finalister. Foto: AP
Lyt til artiklen

To kvinder og fire mænd fik fredag i Moskva deres frihed tilbage efter at have tilbragt adskillige år bag lås og slå. Men det var ikke, fordi de havde afsonet straffen. Løsladelsen var hovedprisen i en speciel Melodi Grand Prix, som Ruslands justitsministerium holdt for indsatte i landets mange fængsler og arbejdslejre. Det var første gang, en sådan musikbegivenhed fandt sted i Rusland. Faktisk i hele verden, sagde Vitalij Polosjuk fra ministeriet, en af de ansvarlige for sangkonkurrencen. Konkurrencen hed 'Det røde snebær' efter en berømt russisk roman fra lejrmiljø. I alt 800 fanger deltog, og mange siges at være rigtig store talenter. Få i finalen Men kun 23 udvalgte nåede finalen fredag aften i en stor musikhal på Moskvas Olympiske Stadion, og de seks bedste fik så den højeste pris - en prøveløsladelse, som de erfarede om direkte på scenen. Desuden fik de en sum penge, som general Boris Susjkov fra fængselsdirektoratet kaldte »materiel hjælp til de første skridt i friheden«. De andre måtte tilbage til deres celler efter at have været stjerner for en aften. Men det gjorde de ikke helt tomhændet. De fik alle et farvefjernsyn og andre gaver, som vil forsøde resten af deres ophold bag tremmerne. Morder med fløjlsstemme Blandt dem, som forgæves håbede på frihed, er Jelena Kozlova, en smuk, spinkel blondine, mange havde tippet som en af vinderne. Men det lykkedes ikke - trods hendes fine præstation. Jelena har nemlig kun afsonet en fjerdedel af de otte år, som hun fik for »tyveri i stort omfang«. Derfor var hun ikke egnet til prøveløsladelsen. Fire andre fanger var endnu mindre egnet - de fik slet ikke lov til at optræde ved koncerten, selv om de i de forberedende runder sang som engle. En morder, en vis Ruslan, måtte godt synge. Han havde ingen chance for løsladelse, men han var aftenens superstar og har allerede lovning på at blive optaget i en kendt rockgruppe. Men først skal han sidde sine ni år af. Musikhallen var under koncerten bevogtet som et fængsel, selv om der på tilskuerpladserne kun sad inviterede gæster, deriblandt mange fra fængselsvæsenets ledelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her