Tomme trusler kvæler Kenya

Stilheden er påtrængende på den hjørnegrund i Nairobis støjende centrum, der engang husede USA's ambassade i Kenya. Nu er her en mindepark for mindst 247 døde og tusinder af sårede ofre for en terrorbombe i 1998. De dødes navne er hugget i sten. Og stumper af den ødelagte bygning - forvredne vandrør, et ben fra en forladt stol, et skrammet dørhåndtag til et forsvundet kontor - er bygget sammen til en skulptur. Men en mand med billeder fra bombningen fortæller den stærkeste historie om livet i Kenya, der ganske ufrivilligt er blevet den foretrukne afrikanske scene for al-Qaedas opgør med den vestlige verden. Fotos af kaos til salg Nogle af de små fotos af det blodige kaos er til salg. Manden i mindeparken veksler terrorminder til kontanter. Men hvis det forstyrrer andægtigheden på den velfriserede plæne, behøver man kun at gå ud på gaden for at forstå den underliggende desperation og fattigdom. Herude har frygten for ny terror har skabt en anden og ganske uvelkommen stilhed. Souvenirsælgere med spotpriser trygler i solnedgangen de ganske få turister om at give dem dagens første handel. Safariselskaber har alt for mange ledige pladser til verdensberømte naturparker som Masai Mara. End ikke landets dynamiske informationsminister Raphael Tuju kan tale turister og investorer til landet, der sidste år blev ramt af endnu en terrorbombe, denne gang mod et israelsk ejet hotel uden for havnebyen Mombasa. Vesten svigter ven »Vi lider, fordi vi er Vestens venner«, siger Tuju og angiver Kenyas stærke bånd til USA som en af grundene til terroren. Men hvor vestlige donorer nu hjælper Irak på fode for at vise et alternativ til Saddam Hussein og al- Qaeda, får Kenya lov at lide i relativ stilhed. »Når det drejer sig om Bagdad, kan du rejse 20 milliarder dollar på en dag. Vi kan end ikke få en milliard«, siger Tuju, en tidligere journalist, der ved alt om at tale i overskrifter: »Vi bliver nødt til at lade børn dø af malaria for at tage os af al-Qaeda«. Danmark har øget bistand Donorerne har ikke været helt døve over for den slags bønner. Lande som Danmark har øget sin bistand, og Den Internationale Valutafond (IMF) besluttede i sidste måned atter at give lån til landet. Donorernes tøven til nu har skyldtes, at Kenya først for et år siden fik en ny regering, der lovede at rydde op efter årtiers korruption under tidligere præsident Daniel arap Moi. »Men vi har at gøre med hønen og ægget. Hvis ikke de grundlæggende ting er på plads her, kommer investorerne ikke. Men hvis de ikke kommer, får vi aldrig de grundlæggende ting på plads«, siger Tuju. Ud over korruption skyldes turisternes og investorernes tøven de rejsevejledninger, man finder på vestlige udenrigsministeriers hjemmesider. På den danske står: Fortsat høj risiko »Vedvarende og troværdige oplysninger peger på en fortsat meget høj risiko for terrorangreb mod civile mål i Kenya. Turistrejser og andre ikke nødvendige rejser til Kenya bør derfor nøje overvejes«. Problemet for Kenya og for potentielle gæster er, at forudsætningerne for den slags vurderinger aldrig fremlægges. Den danske ambassadør i Kenya, Finn Thilsted, siger ligeud, at han ikke aner, hvad der ligger bag advarslen: »Det afgøres i nogle langt højere netværk, som jeg ikke er en del af«. Direktøren for Kenya Airways, Titus Naikuni, undrer sig over, at han ser udenlandske diplomater i safariparkerne og badehotellerne. »Samtidig har de travlt med at advare andre om at blive væk«, siger han. Mange rygter om terror I Nairobi er terrorrygterne ofte så konkrete, at FN-ansatte advarer hinanden mod at besøge bestemte indkøbscentre på bestemte tidspunkter, fordi de ganske afgjort vil blive bombet. Tidligere på året opgav British Airways i en periode at flyve til Nairobi. Og i juni lukkede Kenya selv for flyvning til og fra Somalia. Årsagen var angiveligt sikker viden om, at nogen ville ramme den nye amerikanske ambassade i Nairobi med et fly i stil med angrebet på World Trade Centre i New York. »Mange troede endda, at de vidste, hvilket fly der ville blive brugt: En Boeing 737, der var blevet stjålet i Angola og forsvundet sporløst«, husker Jesper Mørch, chef for FN's børnefond Unicef i Somalia og bosat i Nairobi. »Informationerne var angiveligt så sikre, at man mente at vide, at flyet nu var ved at få monteret ekstra brændstoftanke, så det kunne lave en virkelig stor eksplosion, når det ramte ambassaden. Intet af dette var til debat - alle vidste, det var fakta. Paranoia styrede alt«, siger Jesper Mørch. Terroren når sit mål Selv var han med sit kendskab til Somalia fuldstændig overbevist om, at angrebet var umuligt - alene af den grund, at ingen i det splittede klansamfund ville kunne holde længe nok på hemmeligheden til at gøre aktionen mulig. Så sent som for få uger siden nævnte USA to konkrete hoteller i Nairobi som terrormål. Det afviste britiske diplomater til gengæld. De erklærede deres tillid til Kenyas politi ved at lade sig fotografere til lokale medier med store drinks på de selv samme hoteller. Heller ikke denne gang skete der noget. Men som enhver souvenirsælger i Kenya ved, var det uden den store betydning. De mange advarsler har for længst opfyldt terrorismens egentlige mål: At skræmme folk fra at gøre, hvad de ellers ville have gjort.