Internettet bag eksplosion i børneporno

Lyt til artiklen

I 1995 konfiskerede politiet i Manchester 12 fotografier og videooptagelser med pornografiske billeder af børn. Bare fire år senere blev der i samme politikreds beslaglagt 41.000 børnepornografiske billeder. Alle med undtagelse af tre var lagret på computere. Eksemplet fra Manchester stammer fra en ny britisk rapport, som ifølge forfatteren dokumenterer en eksplosiv vækst i brugen af, handelen med og produktionen af børneporno, siden internettet gjorde sit indtog. Fra 1988 til 2001 har britisk politi registreret en stigning på 1.500 procent i det antal, der er blevet sigtet eller fået påtaler i sager om børneporno. Internettet har ændret alt Rapportens forfatter, John Carr, er ikke i tvivl om, at der er en direkte forbindelse til internettets udbredelse. »Før internettet var det ret svært at få adgang til billeder af børn, der blev seksuelt misbrugt. Selv for folk, der aktivt søgte efter billederne. Men internettet har ændret alt. Folk, der måske har haft en undertrykt eller ikke erkendt interesse, har nu fået et værktøj. Og de tror, at internettet gør dem helt anonyme,« siger John Carr, der har lavet rapporten for den private børnehjælpsorganisation NCH. Flere billeder i omløb Carr er ikke i tvivl om, at man ud af tallene også kan læse, at flere børn bliver misbrugt. Dels fordi der er så mange flere billeder i omløb, at der logisk også må bruges flere børn til at fremstille billederne. Og dels fordi der er beviser for, at ikke alle nøjes med at kigge. Carr henviser til en amerikansk undersøgelse, der viser, at over en tredjedel af alle, der er i besiddelse af børnepornografisk materiale, også selv har misbrugt børn. Øget risiko for misbrug Ifølge det danske Red Barnets programmedarbejder Vernon Jones medvirker børnepornografi ikke som hidtil troet til at dulme pædofiles trang til at have seksuel kontakt med børn. Tværtimod. »Forskning peger på, at børnepornografi nedbryder pædofiles barrierer for at misbruge børn seksuelt i 'den virkelige verden'«, siger han. Der findes ikke nogen samlet opgørelse over pengestrømmene i internethandelen med børneporno, men John Carr er ikke i tvivl om, at der i høj grad er tale om organiseret kriminalitet, hvor store beløb er i omløb. Kreditkort spores »Politiet er på sporet, og den mest oplagte rute er at forsøge at følge de kreditkort, køberne betaler med. Men der er ingen tvivl om, at det er en virkelig omfattende forretning,« siger John Carr til Politiken. Ved en stor politiaktion sidste år blev 6.500 briter på en enkelt dag identificeret som købere af børneporno fra en amerikanskbaseret hjemmeside. En af kunderne havde hentet 450.000 billeder på hjemmesiden. De amerikanske bagmænd menes at have tjent mere end otte millioner kroner bare i den sidste måned, inden siden blev lukket. Massiv stigning i Danmark I Danmark findes der ingen dokumentation for produktion, brug af og handel med børnepornografi. Men antallet af anmeldelser for besiddelse og distribution af børneporno steget kraftigt i de seneste ti år. I 1990 var der 2 anmeldelser, i 1997 28 og i 2002 var der 173 anmeldelser af børnepornografi. Det er en stigning på knap 600 pct. fra 1997 til 2002. Red Barnet åbnede i 1998 en hotline, hvor folk kan henvende sig med en mistanke om børnepornografi. I det første år af linjens levetid var der et par hundrede henvendelser. I 2002 fik Red Barnet 6.488 henvendelser. Som konsekvens af internettets fremkomst åbnede Rigspolitiet i 1996 en selvstændig it-sektion, hvor folk er ansat udelukkende til at efterforske sager om børnepornografi. Godt samarbejde Vernon Jones er godt tilfreds med Rigspolitiets samarbejde med Red Barnet, men efterlyser et initiativ fra regeringen til at nedsætte en gruppe bestående af de aktører, der bekæmper børnepornografi. Gruppen skal imødegå de udfordringer, teknologien skaber. »Teknologien udvikler sig så hurtigt, at det er umuligt at følge med. Derfor er der brug for, at vi samler al ekspertise for at kunne lave effektive handlingsplaner«, siger han. Mobiltelefoni er den næste udfordring for bekæmpelse af børnepornografi. John Carr er bange for, at den seneste udvikling inden for mobiltelefoni bare vil gøre problemet endnu større. Når man snart kan gå på internettet fra en mobiltelefon, der også kan tage billeder, kan pædofile kommunikere direkte med børn i situationer langt fra hjem og skole og lokke dem til at tage billeder af sig selv og deres kammerater.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her