Terrormistænkt besøgte religiøs leder i Norge

Mullah Krekars advokat afviser forbindelsen til JZ. - Foto: AP
Mullah Krekars advokat afviser forbindelsen til JZ. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Marokkaneren JZ, der sidder fængslet for terrorangrebet i Madrid, rejste til Norge flere gange i perioden 1996-2001 for at besøge kurderen mullah Krekar. Krekar har stået i spidsen for den militante islamistiske gruppe Ansar al-Islam og mistænkes for at have forbindelse til al-Qaeda. Det skriver den norske avis Verdens Gang på baggrund af oplysninger fra den franske terror-efterforsker Jean-Charles Brisard. »Jeg har dokumenter fra norsk politis efterretningskilder, som beviser møderne mellem JZ og Krekar i Norge«, siger Brisard. Efterforsker 11. september-angreb Franskmanden er chef for den gruppe efterforskere, som arbejder med at stille personer og oganisationer til ansvar for terrorangrebet mod USA 11. september 2001. Han er ansat i et advokatfirma, der repræsenterer 5.600 efterladte efter angrebene. Mullah Krekar afviser gennem sin advokat, at han har mødt JZ, som spansk politi fængslede to dage efter angrebet i Madrid, der kostede 201 personer livet og sårede 1.500. »Min klient siger, at han aldrig har hørt om eller mødt denne mand, og at han heller ikke kunne tænke sig at møde ham«, siger advokat Brynjar Meling. Advokat: Information må være plantet af USA Han tilføjer, at den nye information må være plantet af USA's efteretningstjeneste i forsøg på at forbinde Krekar til terrornetværket al-Qaeda. Krekar fik asyl i Norge i 2001 og er siden røget ind og ud af fængslet flere gange. Han er ikke dømt for kriminelle handlinger. Terrorefterforskeren Jean-Charles Brisard har fra 1997 og frem undersøgt finansiering af terrorgrupper for flere regeringer - deriblandt den franske - og FN. Skulle hjælpe bosnisk mujahedin »Jeg ved, at JZ var i Norge. Formålet med rejserne var at skabe en kanal for en tidligere bosnisk mujahedin (muslimsk frihedskæmper, red.), så han kunne forenes med Ansar al-Islam i det nordlige Irak«, siger Brisard. Han siger, at han har fået adgang til sine informationer gennem samarbejde med norske myndigheder. Brisard samarbejder med 35 lande om at opklare 11. september 2001. Under en ransagning hos JZ i 2001 fandt spansk politi videobånd med mullah Krekar og Ansar al-Islam. Krekar har selv indrømmet, at han var med til at stifte Ansar al-Islam, men at han træk sig ud i maj 2002. Han afviser at have forbindelse til terrorister. Ifølge det spanske anklageskrift har marokkaneren JZ også forbindelse til en spansk al-Qaeda celle, der har kontakt til navngivne operatører i Danmark. Internationale forgreninger De spanske myndigheder har indtil videre været tilbageholdende med at frigive oplysninger om efterforskningen af terrorbomberne i Madrid. Men i dag bekræfter den afgående indenrigsminister Angel Acebes, at politiet arbejder med teorier om »internationale forgreninger«. Han siger samtidig, at efterforskningen skrider frem, og er i »en afgørende fase« uden dog at komme med konkrete oplysninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her