Mindst 16 formodede militante islamister, tre politimænd og en civil blev dræbt, da usbekiske specialstyrker stormede de militantes tilholdssted i en landsby tæt på landets hovedstad Tasjkent efter en daglang belejring. Det fandt sted dagen efter bombesprængninger, der ifølge landets myndigheder dræbte 19 mennesker og sårede snesevis. Myndighederne anklager islamiske fundamentalister for at stå bag. En embedsmand fra det usbekiske indenrigsministerium, der var i landsbyen, siger til Reuters, at de usbekiske styrker dræbte 11 mandlige og 5 kvindelige 'terrorister'. Svært at få oplysninger To kvindelige selvmordsbombere stod ifølge myndighederne bag angreb i mandags på Tasjkents centrale marked Tjorsu, og selvmordsbombere skal også have været på spil i den historiske by Bukhara. »Det fulde omfang af volden er svært at vurdere på grund af myndighedernes skarpe kontrol med al information«, skriver nyhedsbureauet EuroasiaNET, hvis interview med usbekere viser stor skepsis over for myndighedernes forklaringer. Reaktion på overgreb på muslimer Flere indbyggere i Tasjkent siger, at terroren er en reaktion på myndighedernes overgreb på muslimer, der ikke vil rette sig efter det officielle forbud imod at dyrke den dominerende religion andre steder end i statskontrollerede moskeer. Statsanklager Rashid Kadyrov sagde på et pressemøde mandag, at Usbekistan aldrig tidligere har oplevet selvmordsbombere, så »der er tale om angreb udefra«. Hizb-ut-Tahrir under anklage Myndighederne modsiger imidlertid sig selv, da de samtidig anklager organisationen Hizb-ut-Tahrir for mandagens angreb. Hizb propaganderer for et ikkevoldeligt opgør med præsident Islam Karimov og dannelse af et islamisk kalifat. I modsætning til Usbekistans Islamiske Bevægelse (IMU) tager Hizb skarp afstand fra terrorangreb. IMU, der tidligere har taget skylden for terror, har endnu ikke gjort det denne gang. Ung tilslutning til Hizb-ut-Tahrir Mens der meldes om ringe folkelig opbakning til IMU, er tilgangen til Hizb stor, især af usbekiske unge. Regeringen har i de seneste uger ført intensiv kampagne imod organisationen. »Den onde Hizb-ut-Tahrir har efter at være trængt ind i vores land hjernevasket vore unge og står bag sammensværgelser for at tage magten med vold«, er en meddelelse, som siden tidligere på måneden ofte er gentaget i radio og tv. Præsident sammenligner med 1999 Karimov sammenligner mandagens hændelser med bombesprængninger i Tasjkent i 1999, der angiveligt var et mordforsøg på ham. Hvad der egentlig foregik, blev aldrig opklaret, men det førte til arrestation af tusindvis af muslimer. Undertrykkelse Efter bomberne i 1999 skærpede Karimov undertrykkelsen af oppositionelle. FN har anklaget Usbekistan for systematisk brug af tortur. De seneste terrorangreb var især rettet imod de forhadte politistyrker, som tilsyneladende har frie hænder til brutalitet. Oppositionelle frygter nu, at mandagens begivenheder vil blive brugt som undskyldning for fornyet skærpelse af undertrykkelsen, der sammen med håbløs fattigdom har radikaliseret oppositionen. Kendere af det tidligere sovjetiske Centralasien, hvor Usbekistan med 26 millioner mennesker er det mest folkerige land, anklager USA for at bidrage til radikaliseringen med sin støtte til den diktatoriske Karimov, efter at han åbnede landet for amerikanske baser før angrebet på Afghanistan i 2001. Støtte til Karimov fra USA Talsmand for Det Hvide Hus, Scott McClellan siger, at USA støtter sin allierede helhjertet. »Disse angreb styrker kun vores vilje til at besejre terroristerne, hvor de end gemmer sig eller slår til, i tæt samarbejde med Usbekistan«, siger McClellan.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Mathias Søgaard
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























