Præsident George W. Bushs pr-fremstød i den arabiske verden er hamret direkte ind i en mur af afvisninger. Næsten uden undtagelse affejer de arabiske medier hans forklaring om, at den tortur af irakiske krigsfanger, der den seneste uge er kommet til offentlighedens kendskab, er en enkeltstående fejl. Bushs forklaring blev onsdag fremsat direkte til de arabiske tv-seere i to interview med arabiske satellitkanaler - hvoraf den ene finansieres af USA selv. Trods den dårlige modtagelse er det tydeligt, at Bush endnu ikke har opgivet. Han fortsætter sin offensiv med interview med andre arabiske medier, herunder Mellemøstens største seriøse avis, egyptiske Al-Ahram. Det oplyser Al-Ahram med slet skjult stolthed på forsiden af torsdagens avis. »Interviewene giver præsident Bush en chance for at tale direkte til det arabiske folk. Det vil fortælle dem, at USA beklager disse begivenheder«, siger Scott McClellan, talsmand for Det Hvide Hus, til avisen. Ingen tror ham Al-Ahram er i dagens anledning meget afdæmpet i sin dækning af sagen. Men flere kommentarer i andre arabiske aviser viser, at han får svært ved at trænge igennem. »Interviewene (i tv, red.) vil ikke overbevise nogen i den arabiske verden om, at Washington har forbedret sig. Selv hvis han var faldet på knæ og havde tudet undskyldninger ud (...), havde ingen troet ham - og ingen tror ham«, hedder det i en leder i saudiarabiske Arab News. Araberne får dertil masser af ny støtte til deres holdning om, at USA er fuld af løgn. Internationalt Røde Kors (ICRC) afviser således, at USA ikke tidligere har haft mulighed for at gribe ind. »ICRC var klar over situationen, og på basis af vores konklusioner har vi gentagne gange bedt de amerikanske myndigheder om at gribe ind«, sagde ICRC's talskvinde, Antonella Notari, til Reuters. Der er tre hovedgrunde til, at sagen har skabt vrede i den arabiske verden. For det første sætter mænd i Mellemøsten generelt deres stolthed højere end mænd i Vesten, og seksualitet er et tabuemne. Seksuelt ydmygende tortur anses for langt værre end vold. Især når der endda bliver taget billeder. »Forbrydelser er forbrydelser, men intet kan sammenlignes med synet af en knust sjæl«, skriver Ismail Salami i den iranske avis Tehran Times. »Den nylige skandale, hvor amerikanske soldater skamløst knuser gejsten og stoltheden blandt de irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet ved at klæde dem nøgne og udøve sadistiske handlinger mod dem, lægger sig oven i de mange andre forbrydelser begået af den amerikanske regering«, skriver han. Her er det særlig ydmygende, at man på mange af billederne ser kvindelige amerikanske soldater deltage. I et muslimsk land ville det være utænkeligt, for det ville sætte en skamplet på kvindens egen ære, hvis hun var med til den slags. Fordomme bekræftes Derfor bekræfter sagen også mange araberes fordomme om USA som et fordærvet land med lave moralværdier, som de allerede har fra Hollywoodfilm. Og det bliver endnu sværere for USA at sælge ideen om 'The American way'. Den anden grund er, at USA under hele forløbet op mod, under og efter Irakkrigen har fremhævet, at dets syn på menneskerettigheder var bedre end Saddam Husseins regime. Derfor koster det dyrt, når facaden krakelerer. »Hvad er det for en befrielse, man endnu kan tale om, når befrierne tyr til Gestapometoder under deres afhøringer«, spørger Issa Goraieb i Libanonavisen L'Orient Le Jour. Og med henvisning til et påstået billede af britisk tortur i Irak, hvor en soldat tilsyneladende tisser på en irakisk fange, skriver Hisham Mubarak i egyptiske Al-Akhbar: »Da jeg så billederne (...) gik det op for mig, at idealerne bag Frihedsgudinden og Hyde Park ikke betyder andet end retten til at pisse«. Den tredje, og måske mest tungtvejende, er den grundlæggende mistillid til USA i den arabiske verden. I de muslimske lande i Mellemøsten er den generelle holdning til USA, at landet i årevis har ført en ensidig politik i Israel-Palæstina-konflikten. At landet prædiker retfærdighed, mens det dobbeltmoralsk knuser araberne. »Det er ikke billederne, der er problemet. Det er fire års tærende Bushpolitik i Mellemøsten oven i årtiers amerikansk uduelighed og forspildte chancer«, skriver Arab News.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema
Se fotoserien, der vandt guld: Overrasket fotograf fandt 1.000 udryddelseslejre - og så kiggede han opad
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00




























