Kapløbet om at blive Romano Prodis afløser som formand for EU-kommissionen er gået ind i sin afgørende fase med en belgier i spidsen. Selv om det irske formandskab stadig holder kortene tæt til kroppen, begynder opløbet til det afgørende EU-topmøde om en uge nu at kaste stadig mere håndfaste rygter af sig om en studehandel mellem de største lande. Briterne er til at overtale En række diplomatiske kilder antyder, at Storbritanniens regering er ved at lade sig overtale til at droppe modstanden mod at udnævne Belgiens liberale regeringschef, Guy Verhofstadt. Sammen med Luxembourgs leder, Jean-Claude Juncker, har belgieren længe været favorit for regeringerne i både Frankrig og Tyskland. Men Juncker står over for et nationalt valg her i weekenden, og han har officielt takket nej. Til gengæld har belgierne brudt det traditionelt meget fortrolige spil om europæiske topposter ved at pudse Verhofstadts glorie. »I dag mener næsten alle, at han er den bedste kandidat til at lede kommissionen«, sagde Belgiens udenrigsminister, Louis Michel, forleden. Dårligt valg Samtidig tyder meningsmålingerne på, at Guy Verhofstadts flamske liberale (VLD) kan få et meget dårligt valg, når belgierne i weekenden går til regionalvalg samtidig med EU-valget. Så dårligt, at han kan blive tvunget til at gå af. Foreløbig har de EU-skeptiske briter sendt signaler om, at den unionsivrige belgier ikke lige er deres kop te - og da slet ikke med udsigt til en vanskelig britisk folkeafstemning om den europæiske forfatning om et års tid. Men ifølge nyhedsbureauet Reuters og andre internationale medier er Storbritanniens premierminister tæt på at acceptere en handel. Flere medier citerer anonyme diplomater for, at omridset af en aftale blev diskuteret i fortrolighed af stormagternes ledere under sidste weekends højtideligholdelse af 60-året for D-dag . »Vores belgiske ven står på toppen af listen. Det blev praktisk taget afgjort i Normandiet i søndags«, siger en kilde til Reuters. Kompromiset skulle angiveligt gå ud på, at Tony Blair til gengæld får indrømmelser i den EU-forfatning, der skal vedtages på næste uges topmøde. Andre brikker i puslespillet er posterne som fælles 'udenrigsminister' og vicegeneralsekretær for EU's ministerråd, der tegner til at forblive i hænderne på henholdsvis spanske Javier Solana og franske Pierre de Boissieu. Tyskland kunne få en særlig magtfuld, ny kommissærpost til den nuværende udvidelseskommissær, Günter Verheugen. Uforudsigeligt spil Men andre diplomater og eksperter advarer om, at spillet stadig er uforudsigeligt, blandt andet fordi det nye EU-parlament for første gang skal godkende kommissionens formand. Dermed hænger afgørelsen på et parlamentsflertal, der formentlig bliver borgerligt. Det nævner flere som et argument for at udskyde beslutningen, indtil det nye parlaments politiske grupper falder på plads i juli. En fastlåst persondiskussion kunne også true topmødets chancer for at nå en aftale om forfatningen. »Der er i forvejen så mange store beslutninger, som skal falde på plads i forbindelse med forfatningen, at man formentlig ikke har nok tid til også at blive enige om en kommissionsformand«, siger Marko Incerpi fra Bruxelles-tænketanken CEPS.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jakob Næsager, Katrine Fylking og Max Ulrich Larsen
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen

Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























