Det er blevet usikkert at købe sig til svensk sex. Den svenske socialstyrelse har undersøgt prostitutionsmiljøet i Stockholm, Malmø og Gøteborg. I rapporten vurderer politiet, at gadeprostitutionen er faldet i Malmø, men tager dog forbehold for et eventuelt mørketal. Politiet i Stockholm melder om et fald i gadeprostitution på 90 procent. Socialstyrelsens indsatsgruppe har interviewet en række mennesker og grupper i prostitutionsmiljøet for at kortlægge udviklingen i købesex, der blev forbudt i Sverige i 1999. Risikabel situation Det er angiveligt risikoen for at blive grebet, der har mindsket sexkøbernes færden i prostitutionsmiljøet. Samtidig føler de prostituerede, at deres situation er blevet mere risikabel. De vanlige kunder er blevet skræmt bort, og der er kommet flere farlige kunder, der kræver grovere former for sex, skriver den svenske avis, Dagens Nyheter. Udenlandske kvinder I alle tre byer melder politiet om en andel prostituerede fra andre lande, blandt andet fra latinamerikanske og østeuropæiske lande. Ifølge indsatsgruppen i Stockholm har de prostituerede dog alle svensk statsborgerskab. Socialstyrelsen har dog ikke kunnet fastslå, hvor stor en del af sexhandlen, der er rykket fra gaderne til internettet.
Mindre men farligere gadeprostitution i Sverige
Lyt til artiklen