Italiensk politi har desarmeret en bombe, der blev fundet nær ved den italienske premierminister Silvio Berlusconis sommerresidens på Sardinien. Bomben blev opdaget kort efter den britiske premierminister Tony Blair havde forladt huset. Premierministeren havde været på et kort visit sammen med sin kone. Det er formentlig en anarkistisk gruppe, der har placeret bomben. Den lå gemt i en skraldespand i byen turistbyen Portorotondo omkring én kilometer fra Berlusconis hus. To bomber Gruppen ringede til en lokal avis og fortalte, hvor bomben var placeret, og oplyste samtidig, at den havde plantet endnu en bombe. »Den anden må I selv finde. Den er til Berlusconi«, sagde stemmen, skriver Reuters. Men på trods af en ihærdig eftersøgning er det ikke lykkedes at finde bomben. Gruppen har tidligere sendt mindre bomber til myndighederne på Sardinien. Italien er i et forhøjet beredskab efter en muslimsk terrorgruppe gentagne gange har truet med at gennemføre aktioner i landet.
Bombe fundet nær Berlusconis sommerresidens
Lyt til artiklen