Hvem er det egentlig, der bestemmer i Irak? Spørgsmålet er blevet ekstra aktuelt efter modstridende signaler fra den irakiske overgangsregering og USA om muligheden for at løslade de angiveligt to sidste kvindelige fanger i landet. Den irakiske justitsminister, Malik Dohan al-Hassan, meddelte først, at to kvindelige forskere, der beklædte højtstående poster under Saddam Husseins styre, stod over for at skulle løslades fra deres fangenskab. Men senere erklærede den amerikanske ambassade i Bagdad, at en løsladelse ikke ville finde sted foreløbig. Meddelelsen fra irakerne vakte fornyet håb for det britiske gidsel, Kenneth Bigley, som sammen med to amerikanere blev bortført af islamiske ekstremister for snart en uge siden. Begge amerikanere er siden blevet myrdet, og bortførerne truer endnu en gang med at henrette Bigley, hvis deres krav ikke bliver opfyldt. Inderkreds De islamiske ekstremister har krævet, at alle kvindelige fanger i Irak bliver løsladt. Ifølge myndighederne er der kun to af slagsen tilbage: Rihab Taha, også kendt som 'Dr. Bakterie', der arbejdede på at udvikle biologiske våben for Saddam Hussein, og Huda Ammash, også kaldet 'Kemiske Sally', der angiveligt var medlem af diktatorens inderkreds. Hun stod også på listen over de 55 af regimets topfolk, som amerikanerne var særligt ivrige efter at tage til fange, da de invaderede landet. Den irakiske justitsminister erklærede først, at Rihab Taha var på vej til at blive løsladt, fordi der ikke var tilstrækkelige beviser mod hende, og antydede senere, at det samme kunne blive tilfældet med Huda Ammash. Han hævdede, at beslutningen om at løslade Rihab Taha var en ren rutinesag og intet havde med bortførernes krav at gøre. Denne tilføjelse overbeviste hverken amerikanerne eller briterne, som givetvis opfattede ministerens erklæring som en indrømmelse til bortførerne. Sådanne indrømmelser er de ikke indstillet på at give til en gruppe terrorister, der allerede har myrdet de to amerikanske gidsler og truer med at henrette det tredje, briten Kenneth Bigley. Ethvert tegn på, at sådanne ugerninger betaler sig, vil blot give andre potentielle bortførere blod på tanden. Vigtig fange Den irakiske udenrigsminister, Hoshyar Zebari, erklaærer over for BBC, at Ribah Taha var en særdeles vigtig fange, og at der ikke var umiddelbare planer om at løslade hende. Spørgsmålet er, om en mulig løsladelse af de to kvinder ville kunne påvirke Kenneth Bigleys skæbne. De færreste iagttagere tror, at de islamiske ekstremister under ledelse af den brutale Abu Musab al-Zarqawi er særlig bekymret for kvindelige fanger. Den britiske udenrigsminister, Jack Straw, siger, at der ikke er store chancer for at finde Bigley i live. »Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre løsladelsen af Kenneth Bigley, men det ville være ørkesløst at foregive, at der er meget håb«, siger Straw. Onsdag aften rettede Bigley en direkte appel til premierminister Tony Blair på en video, der blev vist på internettet: »Jeg har brug for Deres hjælp, Mr. Blair, fordi De er den eneste på Guds klode, der kan hjælpe mig nu«, sagde han på videoen, der menes at være blevet optaget af hans kidnappere i al-Tawhid al-Jihad. Britisk håb I Storbritannien opstod der en antydning af håb, da Iraks justitsminister talte om løsladelsen af kvinderne. Men det håb blev formentlig slukket senere, da det stod klart, at der næppe kan blive tale om en udveksling af de to irakiske forskere og Kenneth Bigley. Som det ser ud, tyder meget på, at Bigleys fandenivoldske bemærkning for et par uger siden ville blive en selvopfyldende profeti. Adspurgt af en bekymret irakisk nabo, om han ikke hellere burde forlade Bagdad, skal den 62-årige brite have svaret: »Jeg er ikke bange. Man dør kun en gang«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Analyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























