Præsidentvalget afgøres i ganske få stater

Ohio er én af de stater, der kan få afgørende betydning for præsidentvalget.
Ohio er én af de stater, der kan få afgørende betydning for præsidentvalget.
Lyt til artiklen

Da demokraternes præsidentkandidat, John Kerry, i fredags havde overstået valgkampens anden tv-debat mod præsident George W. Bush, skyndte han sig til Ohio. Mandag var vicepræsident Dick Cheney på besøg. Og der går næppe mange dage, før Bush eller Kerry kommer forbi igen. Ohio er med sine 20 valgmandsstemmer og et delt vælgerkorps i år den mest ombejlede af USA's 50 stater. Ingen republikaner har nogensinde vundet et præsidentvalg uden at vinde i Ohio. En opgørelse fra medieanalytikerne TNSI, der tæller valgreklamer i tv, udnævner ifølge Washington Post byen Toledo i det nordvestlige Ohio til at være den by i USA, hvor der kæmpes mest intenst om stemmerne. Meningsmålinger uden svar Toledos fire tv-stationer har siden marts sendt 14.273 valgreklamer. Ohio har også haft flest kandidatbesøg - Bush 27 gange, Kerry 19 gange. Og det er i Ohio, at Bush og Kerry og deres partier har brugt flest annoncepenge, tilsammen over 250 millioner kroner. De almindelige meningsmålinger, der måler stemningen blandt samtlige vælgere, var uenige om, hvorvidt det er Kerry eller Bush, der fører. Ifølge en måling, lavet for nyhedsbureauet Reuters, er Kerry favorit med 47 procent mod 44 til Bush. Men ifølge den daglige måling, lavet for Washington Post, har Bush øget sit forspring til 51-46. Men som præsidentvalget i 2000 viste, er det ikke nødvendigvis den kandidat, der får flest stemmer, der vinder valget. Det er antallet af valgmandsstemmer, der afgør, og da George W. Bush blev erklæret som vinder i Florida, fik han Floridas dengang 25 valgmandsstemmer og vandt dermed præsidentvalget med historiens tætteste flertal - 271 mod 266 stemmer. Tæt opgør Ifølge en prognose, lavet af tv-stationen CNN, står præsident Bush i øjeblikket til at vinde 301 af de 538 valgmandsstemmer mod 237 til Kerry. Men CNN's prognose viser også, at Kerry truer Bushs flertal i hvert fald i staterne New Hampshire, New Mexico, Wisconsin, Ohio, Florida, Colorado og Iowa, som tilsammen har 82 valgmandsstemmer. Hvis bare Kerry vinder de to største, Ohio og Florida, står han til at vinde. Hvis valget bliver lige så tæt som i 2000, bliver det igen de små marginer, der afgør, og dermed kan en ikke særlig omtalt folkeafstemning i Colorado give det afgørende udslag. I 2000 gik Colorados dengang otte valgmandsstemmer til George W. Bush, selv om han kun fik 50,8 procent af stemmerne i Colorado mod 42,8 til Al Gore. Vælgerne i Colorado stemmer i år samtidig med præsidentvalget om, hvorvidt de skal fordele deres nu ni valgmandsstemmer på kandidaterne efter stemmetal i stedet for, at vinderen får dem alle. Vælgerne i Colorado er ifølge meningsmålinger lige så delt i dét spørgsmål som i spørgsmålet om, hvem de vil have som præsident. Hvis det andet valgsystem havde været i kraft i 2000, kunne Gore have vundet præsidentvalget, også selv om han tabte i Florida.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her