De hollandske myndigheder optrapper overvågningen af de nordafrikanske miljøer i Holland efter mordet på filminstruktøren Theo van Gogh og arrestationen af den 26-årige hollandsk-marokkanske Mohammed B. Seks mænd af nordafrikansk oprindelse er arresteret og tilbageholdt i forbindelse med mordet, og hollænderne er ifølge medierne i tæt kontakt med myndighederne i andre europæiske lande. For mordet på Theo van Gogh og de foreløbige arrestationer sætter fokus på de yderligtgående muslimske grupperinger i Vesteuropa, der i høj grad er præget af marokkanske medlemmer. I de seneste uger har spansk politi foretaget flere arrestationer i disse miljøer, som myndighederne holder under skarpt opsyn efter terroraktionerne i Madrid 11. marts i år, der kostede 191 mennesker livet og sårede over 1.000. De hovedmistænkte for attentaterne i Madrid er af marokkansk oprindelse ligesom gerningsmændene til de blodige attentater i Casablanca i Marokko i maj 2003, hvor 41 mennesker blev dræbt. Sidste år mistænkte det hollandske politi den nu arresterede Mohammed B. for at have kontakt til de organisationer, som stod bag attentaterne i Casablanca, men politiets undersøgelser førte ikke til noget resultat. Marokkansk spor Interessen for yderliggående muslimer af marokkansk oprindelse er langtfra tilfældig. Ved den seneste aktion i Spanien arresterede politiet 31 nordafrikanere, overvejende marokkanere, der alle er mistænkt for at forberede et attentat mod den spanske anklagemyndigheds centrale bygning i Madrid. Spanske politifolk siger til dagbladet El País, at omkring 300 sandsynlige terrorister af nordafrikansk oprindelse opholder sig fast i Spanien, og at de herfra koordinerer aktiviteter i lande som Tyskland, Belgien og Holland. I flere tilfælde kender politiet deres identitet, men uden beviser for direkte ulovligheder er det umuligt at arrestere dem. Det er endnu ikke bevist, at Mohammed B. og de seks arresterede i Holland har forbindelse til disse terrornetværk. Men de er meget aktive i lande som Holland og Belgien, hvor de yderligtgående muslimer arbejder og gemmer sig i de store og normalt helt fredsommelige marokkanske befolkningsgrupper i de to lande. Så sent som i juni arresterede politiet i Belgien 15 arabiske mænd, der alle er mistænkt for medlemskab af terroristiske organisationer. Frankrig og Italien Ifølge det belgiske politi og det marokkanske dagblad Aujourd'hui Le Maroc var de medlemmer af organisationen GICM, 'Groupe Islamiste des Combattants Marocains', de marokkanske krigeres islamiske gruppe. Den er meget aktiv i Belgien og Tyskland, men har også aktivister og såkaldt hvilende medlemmer i Holland. En tilsvarende aktion fandt sted i Frankrig og Italien. Myndighederne i de tre lande mistænkte de arresterede for at forberede attentater. Materiale fundet hos de arresterede i Belgien svarer i indhold og sprogbrug til formuleringerne i trusselsbrevene mod de hollandske politikere. Hyrer småkriminelle En anden organisation, 'Martyrer for Marokko', rekrutterer især medlemmer blandt nordafrikanske småkriminelle i fængsler i Spanien og andre europæiske lande. En enkelt eller to ledende skikkelser fra de ekstreme islamiske bevægelser er i stand til at få flere småkriminelle i tale, og disse organisationer vokser ifølge det spanske politi i omfang og indflydelse. Svaret er et tæt internationalt samarbejde i kampen mod terrorismen, mener den spanske regering. 7. oktober mødtes indenrigsministrene fra Spanien, Frankrig og Marokko for at koordinere indsatsen mod terrorismen i erkendelse af, at dens fangarme når længere og længere ud, som den franske indenrigsminister, Dominique de Villepin, udtrykte det.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























