Franske socialister kan vælte EU's forfatning

Folk stemmer i byen Lievin i det nordlige Frankrig. - Foto: AP
Folk stemmer i byen Lievin i det nordlige Frankrig. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»Når Frankrig nyser, bliver resten af Europa forkølet«, proklamerede fyrst Klemens von Metternich irriteret, da de politiske omvæltninger i Frankrig 1830 truede med at spolere den europæiske magtbalance. Det franske socialistparti beslutter ved en urafstemning, om partiet vil anbefale sine vælgere at stemme ja eller nej til EU-forfatningen. Afstemningen blev indledt kl. 18 og løber til kl. 22. De første strømpile for, hvordan valget er gået, ventes omkring midnat, men et endeligt resultat er først klart i morgen. Hvis Frankrig afviser den nye EU-forfatning, risikerer den østrigske fyrstes berømte ord igen at blive virkelighed, og så må EU gå i seng med høj feber. I Frankrig er befolkningen delt i spørgsmålet, og derfor kan resultatet få afgørende indflydelse på den franske folkeafstemning om forfatningen i 2005. Socialistisk splittelse Ligesom SF i Danmark er det franske socialistparti splittet i holdningen til forfatningen. I spidsen for ja-kampagnen står partiets førstesekretær, François Hollande. Han peger først og fremmest på, at forfatningen er et skridt fremad for demokratiet og borgernes rettigheder i EU, fordi EU-parlamentet får mere magt og der indføres et charter for grundlæggende sociale og politiske rettigheder. Samtidig understreger Hollande, at et nej vil være et stort spring ud i det ukendte - et spring de franske socialister kommer til at tage alene, fordi stort set alle andre socialistpartier i EU går ind for den nye forfatning. Partiets nr. to siger nej Over for Hollande står partiets nummer to, den tidligere premierminister Laurent Fabius, der plæderer for et nej. Fabius mener, at EU-forfatningen blot grundlovssikrer den mest liberale version af EU og stort set reducerer unionen til et frihandelsområde. Klinger hult Ja-lejren har brugt en del kræfter på at påpege, hvor hult Fabius' advarsler klinger, i betragtning af at han selv har været med til at indføre den europæiske fællesakt (det indre marked), samt Maastricht- og Nicetraktaterne som henholdsvis socialistisk premierminister, førstesekretær og økonomiminister. Fabius har da heller intet alternativ opstillet til forfatningen, men forventer at resten af EU blot vil sætte sig tilbage til forhandlingsbordet og lytte interesseret til eventuelle franske indsigelser. Delors og Jospin på banen Udsigterne til et nej har fået to af de helt store socialistiske kæmper op af stolen: den tidligere EU-kommissionsformand Jacques Delors og den forhenværende premierminister Lionel Jospin. I et helsides interview i Le Monde afviste Delors, at EU-forfatningen er et liberalt dokument: »Europa er for tiden domineret af en liberal tankegang, som jeg er uenig i på mange måder. Men det er en konsekvens af det politiske flertal, og har intet med traktaten at gøre«. Fabius' holdning svarer ifølge Delors til, at man forsøger at ændre fodboldreglerne, »blot fordi man har et dårligt hold«. 'Aldrig via et ultimatum' Også Jospin taler dunder mod Fabius' forsøg på at bremse forfatningen: »Vi vil aldrig kunne gennemtrumfe vore synspunkter med et ultimatum«, siger den tidligere premierminister i Libération. Ja i meningsmålinger De seneste meningsmålinger fra IPSOS og Sofres viser, at mellem 62 og 68 pct. af partistøtterne vil stemme ja til forfatningen. Så måske slipper EU denne gang med en let snue. Men mareridtscenariet for ja-fløjen er, at medlemmerne i flok vil stemme ud fra andre indenrigspolitiske overvejelser. For valget anses for at være helt centralt i forhold til fremtidens lederskab af socialistpartiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her