Retssag skaber tvivl om Tyrkiets EU-kurs

Lyt til artiklen

På fredag indleder tyrkisk højesteret en retssag mod Tyrkiets største fagforening, lærerforeningen Egitim Sen, fordi der i foreningens vedtægter står, at børn skal have ret til undervisning på deres modersmål. Sagen truer ikke bare Egitim Sen, men hele Tyrkiets fremtid, advarer medlemmer af Europaparlamentet. »Det her er i direkte modstrid med alle de løfter den tyrkiske regering har givet om at overholde menneskerettighederne. Det skal bringes i orden, inden tyrkerne kan begynde optagelsesforhandlinger med EU«, siger Poul Nyrup Rasmussen (S). Vigtigt topmøde Han har sendt et brev til udvidelseskommissær Olli Rehn for at få ham til at gå ind i sagen forud for næste uges skæbnesvangre topmøde. Her skal EU's 25 stats- og regeringsledere netop tage stilling til, om Tyrkiet er klar til at indlede forhandlinger med unionen. »Det er i direkte modstrid med Københavnskriterierne«, siger Nyrup. Krav om stabilitet Som tidligere dansk statsminister ledede han selv det topmøde i København i 1993, hvor kriterierne for ansøgerlande blev slået fast. De siger bl.a., at medlemskab kræver, at landet har institutionel stabilitet, som garanterer demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal. Nyrup vil tage sagen op, når Europaparlamentet samles i næste uge. Her har han på forhånd opbakning fra de liberales Karin Riis-Jørgensen (V), som ligeledes har fulgt sagen tæt. »Det her er lakmusprøven på, om Tyrkiet gennemfører de ting, de siger til os, i praksis«, siger hun. Trusler om lukning Den tyrkiske statsadvokat i Ankara sagsøgte allerede Egitim Sen med trusler om lukning i juli, hvis ikke afsnittet om retten til modersmålsundervisning blev taget ud af foreningens vedtægter. Men statsadvokaten tabte sagen, da den i første omgang blev afgjort af en domstol i september. Nu har statsadvokaten igen rejst sagen. Denne gang i højesteret, der allerede har besluttet, at der er grundlag for at genoptage den. »Mange frygter, at der har været et politisk pres for at få den rejst igen«, siger Poul Nyrup Rasmussen. En række danske lærer- og pædagogorganisationer var til stede under den første retssag i Tyrkiet i sympati med deres søsterorganisation, og Danmarks Lærerforening agter at være til stede igen på fredag i Ankara. »Vi mener, at enhver fagforening har ret til at have en politisk principbeslutning i sine vedtægter. Og det skal man ikke kontrollere fra en statsmagts side«, siger formanden for Danmarks Lærerforening og Danske Undervisningsorganisationers Samråd (DUS), Anders Bondo Christensen. Ministre skærper tonen Samtidig med at europaparlamentarikerne truer tyrkerne, bliver tonen også skærpet fra de europæiske ministre. Det seneste udspil til topmødeforhandlingerne fra det hollandske EU-formandskab indeholder for første gang et afsnit om tortur. Samtidig understregede den hollandske statsminister, Jan Peter Balkenende, tirsdag, at Tyrkiet er nødt til at nærme sig en anerkendelse af den græsk-cypriotiske regering inden EU-topmødet næste fredag. »Jeg vil ikke udtale mig om udfaldet af mødet, men vi kan ikke være tilfredse med den nuværende situation«, siger Balkenende til nyhedsbureauet ANP. Ifølge tyrkiske medier har det nye forhandlingsudspil og de nye krav skabt krise i den tyrkiske regering, som - ifølge dagbladet Hürriyet - har »svært ved at forstå udspillet«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her