Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Præsident ombestemmer sig: mange irakere vil stemme

Overalt lurer frygten for et angreb. En bil dækket af det irakiske flag og valgplakater kører gennem Bagdad, der er bevogtet af amerikanske kampvogne. - Foto: AP
Overalt lurer frygten for et angreb. En bil dækket af det irakiske flag og valgplakater kører gennem Bagdad, der er bevogtet af amerikanske kampvogne. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Først var den irakiske præsident Ghazi al-Yawar overbevist om, at mange af Iraks omkring 14 millioner vælgere ikke vil stemme ved søndagens valg. på grund af de mange trusler, angreb og selvmordsbomber fra oprørsgrupper vil holde den almindelige iraker blive hjemme, vurderede han. »Vi håber, at størstedelen af irakerne vil deltage i valget, men vi ved at størstedelen vil holde sig væk på grund af sikkerhedssituationen«, lød den pessimistiske vurdering fra sunnimuslimske Ghazi al-Yawar ifølge Reuters. Men få timere senere kom der en ny melding fra præsidenten. Nu var han pludselig overbevist, om at flertallet af irakerne vil vove sig udenfor hjemmet for at stemme. »Jeg tror, at størstedelen, op mod to tredjedele af de stemmeberettigede irakere, vil stemme«, lød det få timer senere fra Ghazi al-Yawar. Om kontrameldingen skyldes et forsøg på at lokke irakerne til at stemme eller om der blot var tale om en fortalelse er ikke umiddelbart klart. Ny bølge af angreb De irakiske sikkerhedsstyrker har længe forberedt sig på valget. De er klar til at kropsvisitere mistænkelige personer på vej ind i stemmeboksen. Noget tyder da også på, at det kan blive en farlig opgave at sætte sit kryds ved morgendagens valg. Oprørere har sendt en ny bølge af angreb over Bagdad. Otte mennesker er blevet dræbt ved et selvmordsangreb, og tre soldater faldt ved et raketangreb. Samtidig har en selvmordsbomber dræbt sig selv foran det fælles amerikansk-irakiske sikkerhedskontor i centrum af byen Khanaquin, nordøst for Bagdad, tæt ved grænsen til Iran. Flere andre steder har irakere mistet livet i lignende angreb. Premierminister bønfalder vælgerne Premierminister Iyad Allawi for den irakiske overgangsregering opfordrer alle irakere til at trodse volden og afgive sin stemme. »Jeg beder dem om at deltage i valget, hvad enten de er i Irak eller udenfor: sunnier, shiaer, kurdere og kristne«, siger Allawi ifølge tv-stationen Sky. Irak er splittet Under alle omstændigheder har valget splittet Irak. 60 procent af det shiamuslimske flertal bakker op om valget, der ventes at give dem massivt politisk flertal efter årtiers undertrykkelse under Saddam Hussein. Men i de sunnimuslimske højborge, hvor oprøret er stærkest, ventes få at deltage i valget. En række ledende sunnimuslimske grupperinger boykotter valget med henvisning til, at de voldelige tilstande gør det umuligt at afholde et frit og retfærdigt valg. Ifølge en meningsmåling fortaget af analyseinstituttet Zogby International vil 76 procent af sunnimuslimerne boykotte valget. Kun 9 procent har erklæret, at de vil deltage, mens 80 procent af shiamuslimerne ventes at deltage. »Der er store uenigheder mellem de to grupper; uenigheder så store og udtalte, at dette valg højst sandsynligt vil splitte det irakiske folket i stedet for at forene det«, siger James Zogby, leder af det arabisk-amerikanske institut. Den irakiske regering har taget særlige sikkerhedsforanstaltninger for at sikre valgstederne mod oprørsangreb. Grænserne er blevet lukket, og rejser mellem de forskellige provinser er forbudt. I de fleste byer er der nu udgangsforbud fra klokken syv om aftenen til klokken seks om morgenen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her