EU fastholder nej til forhandling med Kroatien

Ante Gotovina er efterlyst for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. - Foto: AP
Ante Gotovina er efterlyst for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Europas regeringer statuerer et eksempel, der rækker langt ud over udleveringen af en enkelt krigsforbryder, hvis de i dag som ventet udskyder forhandlingerne om optagelse af Kroatien. »Vi er nødt til at være konsekvente, når menneskerettigheder som her støder sammen med økonomiske eller andre interesser. Det er et vigtigt signal at sende til hele Balkan«, sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K), da han i går mødte danske journalister i Bruxelles. Kræver udlevering Han vil i dag stå sammen med et flertal af kolleger fra de andre EU-lande - herunder både Tyskland, Frankrig og Storbritannien - som nægter at forhandle med kroaterne, før de har udleveret general Ante Gotovina, der er anklaget for krigsforbrydelser. De europæiske stats- og regeringsledere besluttede sidste år at åbne forhandlinger med Kroatien i morgen 17. marts, men på betingelse af, at Kroatien samarbejder fuldt ud med den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Kroatiens konservative regeringsleder, Ivo Sanader, forsøgte i går til det sidste at overbevise sine partifæller blandt EU's ledere om, at hans regering har gjort sit bedste for at finde generalen. Men kun Kroatiens nabolande - Østrig, Ungarn, Italien, Slovenien og Slovakiet - har ladet sig overbevise. Da EU-landenes ambassadører mødtes i aftes stod det klart, at flertallet ønsker at følge krigsforbryderdomstolens opfordring til at slå bremserne i. Forhandlinger er umulige Domstolens chefanklager, Carla del Ponte, har i de seneste uger udtalt, at generalen skjuler sig 'inden for myndighedernes rækkevidde', og hun beskylder endda den kroatiske efterretningstjeneste for at udspionere domstolens medarbejdere i stedet for at hjælpe dem. Både det luxembourgske formandskab og kommissionen vurderer derfor, at det er umuligt at begynde forhandlinger med Kroatien nu. »Der er én eneste betingelse: General Gotovina skal udleveres. Det skal gøres«, sagde Luxembourgs regeringsleder, Jean-Claude Juncker, mandag aften. Kommissæren med ansvar for EU's videre udvidelse, finske Olli Rehn, betragter også chefanklager Carla del Pontes anbefaling som afgørende. »Det handler ikke kun om en anklaget general, men om et lands vilje til at håndhæve loven. Lov og orden og retssikkerhed er grundlæggende værdier for EU. Medlemskab handler ikke kun om fordele, men også om forpligtelser, der skal opfyldes«, siger Rehns talskvinde, Krisztina Nagy, til Politiken. 'Ydre signal' Samme holdning har udenrigsminister Per Stig Møller. Han betegner beslutningen om Kroatien som et vigtigt »ydre signal« til for eksempel de andre Balkanlande og kandidatlandet Tyrkiet. »Vi bliver nødt til at stå fast på retsprincipper og menneskerettigheder. Hvis vi bare siger 'skidt med det', så er alle de andre mennesker, der møder op ved krigsforbryderdomstolen jo til grin«, siger han. Udenrigsministeren har forståelse for, at situationen er vanskelig for den kroatiske regering, fordi Ante Gotovina bliver betragtet som en helt og et nationalt symbol i store dele af befolkningen. »Jeg kan godt forstå, at det er alvorligt for kroaterne. Men de bliver nødt til at se det her i øjnene. De må vælge enten symbolet eller EU«, siger Per Stig Møller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her