Hvis alt går vel, får Spanien en tronarving til november. Kronprinsesse Letizia er gravid i tredje måned, meddeler det spanske kongehus. Dermed går Letizia Danmarks Mary i bedene. De to kvinder fik deres kronprinser med en lille uges mellemrum i maj sidste år. Nu ser det også ud til, at de får deres første barn på stort set samme tid. Det ligner næsten aftalt spil mellem den australske tidligere jurist og den spanske tidligere journalist og tv-studievært. Men også de to kongeriger i hver sin ende af Europa har noget til fælles. De har nemlig den samme kønsdiskriminerende tronfølgelov. Ligestilling Den spanske trone går ligesom den danske i arv til den førstefødte søn. Hvis der kun fødes piger, er der ikke noget problem, for så bliver den ældste datter dronning, som det var tilfældet med dronning Margrethe. Men kommer en prins ind imellem prinsesserne, kan storesøster godt glemme alt om at blive dronning. Det er tilfældet i Spanien. Den spanske kronprins Felipe har en storesøster (Elena) og en lillesøster (Cristina). Men han bliver solskinslandets næste konge, fordi loven og forfatningen siger det. Det har den socialistiske regeringschef José Luis Rodriguez Zapatero lovet at lave om på. På en række punkter har han allerede gennemført ligestilling. Den spanske regering er således den eneste i Europa med det samme antal kvinder og mænd på ministertaburetterne. Og ved den sidste socialistiske partikongres fik han gennemtrumfet, at der blev fifty-fifty kønsfordeling i partitoppen. Zapatero mener, at også kongehuset må følge med det øvrige samfund og give kvinder ligeret til at arve tronen. Derfor har han lovet at ændre forfatningen. Forslaget ventes ikke at møde stor modstand i det konservative parti, Partido Popular, og spanierne ventes også at bakke det op. Det kom der allerede i går et fingerpeg om, idet det spanske dagblad El Mundo i sin internetudgave gav læserne mulighed for at stemme, om de går ind for en forfatningsændring. Tre ud af fire klikkede ved ja. Lang proces Men det er en møjsommelig og lang proces at ændre den spanske forfatning. Der ventes ingen problemer med at opnå de krævede to tredjedeles flertal både i kongressen og i senatet. Men derefter skal parlamentet opløses, og der skal udskrives en nyvalg. Som sin første handling skal det nye parlament derefter endnu en gang vedtage forfatningsændringen og udskrive folkeafstemning, så spanierne kan ratificere eller forkaste den. Derfor vil det være mest nærliggende at tro, at Zapatero og hans socialistiske regering fremsætter sit forslag og opløser parlamentet, når der alligevel skal være valg om tre år. Men allerede til november skal Felipe og Letizia være forældre. Dermed er der endelig kommet hold i de rygter, der har svirret gennem flere uger. Kronprinsens far, kong Juan Carlos skal nu være bedstefar for syvende gang og heller ikke han vil høre tale om forskelsbehandling: »Barnet skal behandles på samme måde som alle de andre«, sagde han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Er der virkelig nogen, der render rundt og fodrer ulve med godbidder?
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























