Fire palæstinensere henrettet trods internationale protester

Lyt til artiklen

Fire palæstinensere blev søndag morgen henrettet i Gaza. Tre blev hængt. Den fjerde blev eksekveret ved skydning. De fire var ifølge det palæstinensiske indenrigsministeriums talsmand, Tawfiq Abu Khoussa, dømt for mord og blev henrettet som en del af en ny kampagne imod lovløshed. Henrettelsesordren blev lørdag underskrevet af den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, der har siddet internationale appeller om ikke at eksekvere dødsdomme overhørig. Det var første gang, Mahmoud Abbas underskrev en henrettelsesordre. 51 dødsdømte I alt er 51 mennesker dømt til døden ved palæstinensiske domstole og afventer en lignende skæbne. De fleste er dømt for at have samarbejdet med Israel, men talsmænd fra det palæstinensiske selvstyre afviste, at de fire, der søndag blev henrettet, var dømt for stikkervirksomhed. Det fremgik ikke umiddelbart, hvorfor tre blev hængt, mens den fjerde blev skudt. Henrettelser har senest fundet sted i det palæstinensiske selvstyre i 2001. Dengang var det Abbas' forgænger, Yassir Arafat, der skrev under på ordren. Og dengang affødte eksekveringen af dødsdommene så voldsomme internationale protester, at Arafat kort efter standsede brugen af dødsstraf i selvstyret. Fordømmelser Den israelske menneskerettighedsorganisation B'tzelem fordømte henrettelserne og kaldte dem en »grov overtrædelse af retten til livet og retten til at få en fair retsbehandling«. Palæstinensiske journalister forklarede henrettelserne blandt andet med det store folkelige pres, der hviler på Mahmoud Abbas for at skaffe lov og orden i det palæstinensiske selvstyre. Der er dagligt skyderier mellem rivaliserende væbnede grupper forskellige steder i de palæstinensiske byer, og såvel personer i offentligt embede som lokale journalister har i den seneste måned været blandt drabsofrene. Senest angreb 40 væbnede mænd lørdag et politihovedkvarter i Gaza, hvorefter der fulgte tre times skudveksling mellem angriberne og politiet. Det palæstinensiske politi har ikke styrke til at sætte sig igennem over for de mange væbnede grupper, hvilket bl.a. kunne ses torsdag i Gaza, hvor væbnede mænd åbnede ild imod palæstinensiske betjente ved en politispærring, da betjentene bad de pågældende om at identificere sig. 'Strategisk spørgsmål' Lørdag fastslog den palæstinensiske udenrigsminister, Nasser al-Kidwa, på den anden side, at det palæstinensiske end ikke vil forsøge at afvæbne de væbnede grupper, så længe den israelske besættelse af Gaza og Vestbredden varer. »Våben er legale, så længe der eksisterer en besættelse, det er et strategisk spørgsmål«, sagde al-Kidwa. Hans kommentar blev voldsomt kritiseret af den israelske viceministerpræsident og industriminister, Ehud Olmert, der sammenlignede al-Kidwas og selvstyrets holdning til de mange væbnede grupper, der inkluderer såvel grupper, der hører til Fatah-bevægelsen, som de islamiske grupper Hamas og Islamisk Jihad, med at »plante en klyngebombe midt i en proces, der kunne føre til dialog og nedtrapning af volden«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her