Glødende trækul fra en grill var årsagen til den mest tragiske skovbrand i Spanien de seneste 15 år. 11 brandfolk blev fanget af flammerne, der fortsat er i færd med at æde store arealer i en naturpark nord for Madrid. 11 dræbt Tragedien skete søndag ved 15-tiden i provinsen Guadalajara i Castilla-La Mancha, ca. 100 kilometer nord for den spanske hovedstad. De 11 brandfolk og en tolvte, der overlevede med svære brandsår og fire brækkede ribben, var på vej ned i en dal for at bekæmpe ilden derfra. Men de nåede ikke så langt, før flammerne skød op imod dem og omspændte deres tre biler. Flere hundrede brandfolk og mindst lige så mange frivillige deltog i brandslukningsarbejdet. Og først ved 21-tiden om aftenen blev de forkullede lig af de 11 brandfolk fundet i de totalt udbrændte køretøjer. Uforsætligt manddrab Mandag blev ni unge mænd og en del vidner afhørt af politikorpset Guardia Civil. I første omgang kun for at få fastslået, hvordan ilden opstod. De ni unge vil dog muligvis blive sigtet for uforsætligt manddrab. Ifølge en skovløber mødte han de ni unge mænd lørdag middag i naturparken Alto Tajo. Mændene, der er i begyndelsen af 20'erne, var kommet fra Madrid for at spise grillmad og bade i en nærliggende flod. Skovløberen advarede de unge mod at antænde ild på grund af den kraftige vind. Men en af de unge svarede, at »det har jeg helt styr på«. Hvorefter han satte ild til en bunke kul og kviste på jorden. Krat antændt af kul Efter at de havde spist, gik de unge ned til floden for at bade. Men uden at slukke grillkullene. Vinden fik dem til at gløde op og antænde det knastørre krat. Og så gik det stærkt. Ilden bredte sig, og mandag aften havde den ødelagt et areal på mellem 10.000 og 12.000 hektar, svarende til ca. 15.000 fodboldbaner. Fire landsbyer med 500 indbyggere måtte evakueres, ligesom 150 børn i en sommerferielejr fik besked på at pakke sammen og skynde sig væk. Flere tusinde hektar er brændt i naturparken, der med sine mange ege- og fyrretræer betragtes som et af de mest naturskønne områder i Centralspanien. Tragedien er den værste i mange år i Spanien. Netop i år har tørken været specielt slem. Krudttønder Der er ikke faldet ret meget regn siden december sidste år på størstedelen af den iberiske halvø. Og det har gjort skove og krat til sande krudttønder, som blot et henkastet cigaretskod kan få til at futte af. I Spanien har skovbrandene allerede ødelagt et lige så stort areal, som gik op i røg hele sidste år, blandt andet i Catalonien og Valencia. I Portugal har der været flere små brande i den nordlige del af landet. Portugiserne husker dog sommeren 2003 som den værste katastrofe, da en snes mennesker omkom, og fem procent af landets samlede areal blev ødelagt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
»Jeg har sagt til Lars, at så er det dér, det slutter. Det er ikke til diskussion«
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























