Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

12 huse brændt ned i vrede over kærlighed

Lyt til artiklen

Det eneste bryggeri i de palæstinensiske områder undgik med nød og næppe at blive angrebet, da en rasende menneskemængde i søndags ødelagde 12 huse på grund af en påstået kærlighedsaffære mellem en kristen mand, hvis familie ejer bryggeriet, og en muslimsk kvinde fra en nabolandsby. Kvinden er blevet myrdet af sin egen familie. Den kristne landsby Taybeh, der lægger navn til en populær palæstinensisk øl, blev angrebet, selv om indbyggerne havde opfordret deres naboer i Deir Jarir til at afstå fra at bruge vold, mens liget af den myrdede 25-årige kvinde 'Haim' blev gravet op, så man ved hjælp af dna-prøver kan fastslå, om hun har haft seksuelt samkvem med den anklagede mand, Mahdi Abu Houria. »Vi var bange for, hvad der kunne ske, og derfor fik vi tilladelse fra Abu Mazen (kaldenavn for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, red). til at grave hende op af jorden og tage dna-prøver«, siger Maria Khoury, hustruen til Taybehs borgmester, der er medejer af bryggeriet. »Man kan ikke anklage nogen uden at have beviser. De begravede hende uden at tage prøver. Vi har en stærk mistanke om, at familien selv voldtog datteren og begravede hende, og de forsøger at finde en undskyldning for at ødelægge vores by«. Æresdrab Den 25-årige kvinde blev myrdet af sin familie i sidste uge ved et såkaldt æresdrab, da den påståede affære var blevet offentligt kendt. Palæstinensiske kvindegrupper siger, at kvinder nogle gange bliver myrdet efter at være blevet voldtaget af et familiemedlem, som bagefter forsøger at skyde skylden for hendes graviditet over på en uskyldig mand. Abu Houria blev anholdt af det palæstinensiske politi, da anklagen blev rettet mod ham. Han sidder nu i 'beskyttelsesarrest' i fængslet, hvor han ifølge sin familie hyppigt bliver tævet. Ventede ikke på prøven Trods opfordringerne om at vente på resultatet af dna-prøverne rykkede hundreder af mænd ind i Taybeh midt om natten, fortæller landsbyens indbyggere. »De kom fra Deir Jarir, den muslimske landsby. De var bevæbnede og kastede med benzin og stak det ene hus efter det andet i brand«, siger Maria Khoury. »De brændte 12 huse ned - de huse, der tilhørte den anklagede mand og alle medlemmer af hans familie, grandfætre, hvem som helst, der er i familie med ham. Nu står vi med 12 hjemløse familie, der hverken har tøj eller noget andet. De mennesker er fanatikere, der tager loven i egen hånd. Hvis en person er skyldig, så skal personen straffes, men det skal da ikke gå ud over hele byen«. Kiggede bare Bryggeriet blev grundlagt af Nadim Khoury for ti år siden, da han vendte tilbage til de palæstinensiske områder efter at have boet i Boston i USA i næsten 20 år. Han og omkring 25 andre indbyggere i landsbyen har amerikansk statsborgerskab. Familien fortæller, at den henvendte sig til det amerikanske konsulat i Jerusalem for at få hjælp, da landsbyen blev angrebet, men her lød beskeden, at man ikke kunne gøre andet end at underrette den israelske hær. »Den israelske hær kom også hertil, kiggede sig omkring og tog af sted igen«, siger Maria Khoury. »Vores landsby er fredelig. Vi deltager ikke i modstandskampen (mod den israelske besættelse, red.), og vi vil under ingen omstændigheder have landsbyen brændt ned. Vi er meget bange. De mennesker vender tilbage«. Den israelske hær oplyser, at der ikke var mennesker i overhængende livsfare, da den kom til landsbyen, og at den derfor i overensstemmelse med aftalerne ventede på, at de palæstinensiske styrker skulle nå frem og genoprette roen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her