Nazijægeren Simon Wiesenthal er død

Han sov stille ind. Simon Wiesenthals rabbiner kunne tirsdag sige de simple ord, som aldrig blev forundt millioner af europæiske jøder. De jøder, som dræbtes i de nazistiske udryddelseslejre, og som Wiesenthal viede sit liv til at skaffe retfærdighed. Netop 'Retfærdighed - ikke hævn' som titlen lyder på erindringsbogen fra 1989. Han var en kampens mand, sagde præsident Mitterrand om den store 'nazijæger'. Skæbnen er lunefuld, når den lader sådan en mand dø i sin seng, 96 år gammel og mæt af dage. Man stræbte ham efter livet i det meste af et århundrede, fra han som 12-årig fik sit første dødelige sår, da en ukrainsk soldat i hjembyen Buczacz med sabel flængede hans lår helt ind til knoglen. Det mægtige ar var synligt resten af livet, og en snes år senere føjede han selv andre ar til, da han på sin vej gennem de nazistiske dødslejre skar sine pulsårer over. Nazisterne genoplivede ham, døden skulle gå efter forskrifterne. I alt nåede han gennem 12 lejre, og han vejede 45 kilo, da han i 1945 kom ud af koncentrationslejren Mauthausen i Østrig. Da var hele hans slægt også udryddet - den nøjagtige mand opregnede 89 ofre. Men én var ikke død, hustruen Cyla, der mirakuløst overlevede krigen med sit lyse hår og en falsk ikkejødisk identitet, og som i 1946 lige så mirakuløst blev genfundet af sin mand. Cyla døde 95 år gammel i november 2003. Hun overlevede på sine gamle dage ligesom Simon både nynazistiske attentater og gamle nazisters forsøg på at sætte en stopper for nazijægeren. Ægteparret fik en datter og tre børnebørn, som bor i Israel. En slægtshistorie fra det 20. århundrede, de store europæiske folkemords århundrede. Da Wiesenthal kom til verden i 1908, var det i en lille provinsby i den østlige udkant af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, allerede nævnte Buczacz. Også familien Freud var fra denne by, der havde jødisk flertal, seks tusind mod to tusind polakker og et tusind ukrainere. Hvad sådan en by kom ud for af rædsler og omvæltninger op gennem det 20. århundrede, det ville man ikke ønske, at nogen skulle opleve. Men Simon Wiesenthal oplevede det, og ingen skulle nogen sinde fortælle ham, at tyskerne havde monopol på antisemitisme. Men den nazistiske jødeudryddelse var knusende med sin industrielle grusomhed, og den frygtelige sandhed om Hitlers 'Endlösung' er, at den i høj grad lykkedes: Verden af i går, Stefan Zweigs, Freuds, Mahlers, Schönbergs, Hoffmansthals, Schnitzlers, Reinhardts kosmopolitiske Europa med dets stærke jødiske islæt, den verden er ikke længere. Wiesenthal var et af de sidste vidner til det gamle Europas universelle kultur og dens undergang. OM DET VAR Wiesenthal, der i 1960 satte israelske agenter i stand til at fange den nazistiske massemorder Adolf Eichmann i Argentina, diskuteres den dag i dag. Wiesenthal bidrog i hvert fald, sådan som han i det hele taget op gennem de sene 1940'ere og 1950'erne havde bidraget til at samle dokumentation om Hitlertysklands forbrydere. Den unge arkitekt Simon Wiesenthal kom straks efter 1945 til at arbejde i et amerikansk center for opklaring af krigsforbrydelser, men dette center såvel som hele interessen for at bringe forbryderne for retten mistede hurtigt pusten. Wiesenthal, som havde opgivet arkitekturen og viet sit liv til jagten på krigsforbryderne, kæmpede i en årrække en ensom kamp: Både europæere og amerikanere vendte blikket fremad og ville helst glemme fortiden. Det var først med Eichmann8sagen, at det igen blev anerkendt at være 'nazijæger'. I dag glemmes det ofte, at nutidens relative bevidsthed om holocaust (på trods af benægtelser, nynazisme etc.) slet ikke havde sit modsvar i mange år efter krigen. De seks millioner myrdede og deres bødler var gennem årtier ikke fremme i erindringen. Simon Wiesenthals livsværk drejer sig om glemsel og erindring - det vil også sige om skyld og soning. Han ville ikke glemme. Og hans dokumentationscenter i Wien er langt fra at være den kommandocentral for farlige agenter med hemmelige våben, som 'nazijægerens hule' ofte er gjort til. Derimod er centret et indsamlingssted for historiske oplysninger, papirer, dokumenter, vidneudsagn, som kan føre til forbryderes domfældelse. Wiesenthals kamp gennem 50 år var i høj grad en kamp med myndigheder, arkiver, retsinstanser, som helst ville slå en streg over fortiden, beholde informationerne, glemme. 'Nazijægeren' var en arkivrotte for Jehova. For resten var det under en jagt i spanske arkiver (Francos diktatur var et eldorado for tidlige nazister), at Wiesenthal faldt over spændende dokumenter om Christopher Columbus, der i 1492 rejste mod den nye verden med en besætning, der for en tredjedels vedkommende var jøder. Det skrev Wiesenthal en bog om, ligesom han ofte drog paralleller mellem to årstal indeholdende samme cifre: 1492 og 1942. Begge disse år stod ét stort land parat til at tage imod fordrevne jøder: Tyrkiet. Og var der én ting, han på sine gamle dage gang på gang advarede imod, så var det Europas - og ikke mindst Østrigs - stadig stigende fremmedhad. WIESENTHAL blev ofte opsøgt af mennesker, der ville have hævn. Han forstod dem, men han gav dem ikke ret. Faktisk brugte 'nazijægeren' meget energi på at afværge hævn over notoriske forbrydere. Det drejede sig om noget andet for ham, det drejede sig om retfærdighed, om lov og ret, om at betale for sine forbrydelser. Det gik ind til kernen af hans identitet som jøde, praktiserende en tro på, at loven skal ske fyldest, både De Ti Bud og alle de andre. Ofte fortalte han en barndomserindring fra Buczacz: Et sted i byen sad en mand år ud og år ind uden at sige noget og uden at tage anden føde til sig end det allernødvendigste. 'Den tavse' havde under et skænderi med sin kone råbt: »Gid du må brænde op!«, og samme nat var huset brændt og konen omkommet. Han havde ikke anstiftet branden, men rabbineren idømte ham alligevel den straf, at han resten af livet skulle være tavs og i stilhed uophørligt bede om tilgivelse for sin skyld. »Alt i livet har en pris«, sagde Wiesenthal, og han var ikke til sinds, at nazistiske mordere skulle slippe gratis. Han havde også tilfælles med mælkemanden Tevje og andre jødiske spillemænd på det gamle Europas tagrygge, at intet var så skønt som at diskutere både den hellige bog og alt andet fra morgen til aften og natten med - gerne med gavmild brug af anekdoter og ikke så lidt humor. Wiesenthal var i konstant polemik, ikke mindst med andre jøder, som f.eks. kunne have svært ved at acceptere hans skepsis over for Israel eller hans uvilje mod at tildele holocaust en særlig status i forhold til alle andre forbrydelser mod menneskeheden; eller det kunne tværtimod være sekulariserede jøder, som ikke ville inddrages i det 'skæbnefællesskab', Simon Wiesenthal følte sig som en naturlig del af som jøde - samtidig med, at han på det bestemteste afviste at tildele hverken 'tyskerne' eller 'østrigerne' nogen kollektiv skyld. Men den enkelte forbryder, han skulle betale sin skyld. Og end ikke den tyske SS-officer, som på sit dødsleje ved Østfronten bad kz-lejrfangen om tilgivelse, fik den. Officeren havde afbrændt et hus fyldt med værgeløse jøder. Fangen var Simon Wiesenthal, som resten af livet diskuterede med sig selv og med andre - bl.a. i bogen 'Solsikken' - om han havde gjort det rigtige, da han forlod den døende officer uden at give ham de ord, han bad om. Til syvende og sidst erklærede han sig enig med den norske kvinde, som senere skrev til ham, at hvis forbryderen ville diskutere tilgivelse med nogen, så måtte det være med Gud. For et menneske som Simon Wiesenthal gjaldt det ikke tilgivelse, men soning. Man kan lide med andre, og det gjorde 'nazijægeren' hele livet. Han følte sig ikke kaldet til at tilgive på andres vegne.