Klemte kommissærer forsøger sig med teambuilding

- Tegning: Roald Als
- Tegning: Roald Als
Lyt til artiklen

»Hvor mange synes, vi skal være mere udadvendte?«. Sådan kan det meget vel have lydt fra EU-kommissionens formand, Jóse Manuel Barroso, da han i går havde indkaldt sine 24 pressede kommissærer til teambuilding i den lille by Helecine 50 km uden for Bruxelles. Lige siden de blev udpeget til deres poster sidste efterår, har flere af dem været utilfredse med, at de har skullet lægge bånd på sig selv for at tage hensyn til medlemslandene. Ikke mindst er de blevet bedt om at holde lav profil på grund af de nu overståede folkeafstemninger i Frankrig og Holland. »Kommissionen har været klemt det seneste års tid. Der er stemning for, at den skal have en skarpere og mere offensiv profil«, siger en kilde tæt på en af kommissærerne. Fortsætter man tankeeksperimentet fra Helecine, er det ikke utænkeligt, at der blandt de mange håndsoprækninger foran Barroso, vil være en, der stritter mere end de andre. Svenske Margot Wallström med ansvar for kommunikation har nemlig udarbejdet en 'plan D' for, hvordan kommissionen kan blive mere populær. »D for demokrati« vil hun sikkert sige og rejse sig, så alle kan se hende og den planche, hun holder i hånden: »Det handler om at komme tættere på borgerne, og det kan vi blandt andet gøre ved at sende nogle af dem på højskole«. Indtil videre er Wallström den eneste, der er kommet med et konkret udspil om fremtidens strategi. Derfor havde formanden i går lagt op til en brainstorming fra alle sine kommissærer. Synlighed Måske det vil friste Tony Blairs tidligere spindoktor, handelskommissær Peter Mandelson, til at få støvet en af sine gamle kommunikationsstrategier af. Han må om nogen have lyst til at forbedre sit image efter sommerens store sag om de strandede kinesiske tekstiler. Uanset hvad kommissærerne får ud af deres fælles udflugt, så er det på høje tid, at de skifter den forsigtige strategi ud med mere synlighed, vurderer Marco Incerti fra den uafhængige tænketank CEPS. »Mange mennesker i Bruxelles er simpelthen begyndt at miste troen på kommissionen«, siger han og fortsætter: »De har ikke gjort det, de skulle. Blandt andet har de været for forsigtige med ikke at træde nogen lande over tæerne, når det gælder overtrædelser af stabilitetspagten (euroreglerne, red.)«. Marco Incerti mener, det er et rigtig godt tidspunkt for kommissionen at blive mere åbenmundet på. Både den tyske regeringsleder, Gerhard Schröder, og den franske præsident, Jacques Chirac, er svækket, og det kan give mere manøvrerum til Barroso og hans folk. »Det handler også om at blive bedre til at kommunikere, hvad de laver, ud til borgerne«, siger han. Smagsprøver Midt under seminaret i går viste Barroso smagsprøver på den mere offensive stil. Foran indbyggerne i Helecine sagde han, at kommissionen er træt af at være syndebuk for medlemslandenes problemer. »Europas politikere er nødt til at forstå, at når de angriber Bruxelles, de europæiske institutioner, fra mandag til lørdag, så kan de ikke blive overrasket over, at folket ikke følger dem søndag, når der skal stemmes om Europa«, sagde han med henvisning til de franske og hollandske nejer til EU-forfatningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her