Frankrig opruster sikkerheden ved landets ambassader i samtlige muslimske lande.
Det sker af frygt for hævnangreb, efter at det franske ugemagasin Charlie Hebdo i dag har udgivet adskillige karikaturtegninger af profeten Muhammed, oplyser nyhedsbureauet Reuters. LÆS OGSÅFransk magasin trykker nye profettegninger »Jeg har selvfølgelig udstedt instrukser, så der indføres særlige sikkerhedstiltag i de lande, hvor det her kan udgøre et problem«, siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, som kritiserer magasinet for at ville provokere muslimer med profettegningerne. Frankrig lukker desuden ambassader og konsulater i cirka 20 muslimske lande fredag, hvor eventuelle demonstrationer forventes at finde sted efter ugens store fredagsbøn, oplyser Reuters. Profet i kørestol På forsiden af det satiriske franske ugemagasin Charlie Hebdo vises en ortodoks jøde skubbe en turbanklædt figur i en kørestol. I magasinet er der flere karikaturer af profeten, herunder nogle af ham nøgen. Tegningerne frygtes at være benzin på bålet i den igangværende konflikt om den antimuslimske film 'Innocence og Muslims', der har kostet op mod 28 menneskeliv ved demonstrationer i flere muslimske lande. »Tegningerne vil chokere dem, der vil chokeres«, har Charlie Hebdos redaktør blandt andet sagt om tegningerne.




























