Stormester som 13-årig. Som 19-årig nummer 1 på verdensranglisten. Og nu verdensmester for tredje gang. I en alder af blot 26 år.
Billeder af den norske skakspiller Magnus Carlsen går i disse timer verden rundt på diverse nyhedsmedier efter, at han onsdag aften dansk tid vandt VM i skak i New York over russeren Sergey Karjakin. Stort set alle norske nyhedssites har historier, hvor de hylder det enorme skaktalent og skriver om hans triumf.




























