I weekenden faldt endnu en sten af Islamisk Stats engang så frygtindgydende fæstning i Raqqa i det nordlige Syrien. Denne gang var det flybasen Tabqa 45 kilometer fra selve Raqqa, der blev indtaget af syriske kurdere med støtte fra USA.
Da gruppen indtog Tabqa i 2014, udsendte den en af sine berygtede videoer med henrettelser og lig af mere end 200 syriske soldater tilsat religiøs musik og velkomponerede billeder. Erobringen er derfor både en taktisk og symbolsk sejr for de kræfter, der i halvandet år har arbejdet på at gøre Islamisk Stats såkaldte kalifat til et af dem med kortest levetid i islamisk historie.


























