De indledende minutter af dagens møde mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og præsident Donald Trump kan blive særdeles vigtige for Danmarks diplomatiske muligheder over for USA de næste fire år.
Efter amerikansk ønske mødes de to regeringschefer først ansigt til ansigt uden embedsmænd. Her har Lars Løkke Rasmussen chancen for at skabe et positivt personligt indtryk af Danmark i Trumps bevidsthed, der kan komme kongeriget til gode i senere diplomatiske forhandlinger. Donald Trump er en usædvanlig politiker, der i høj grad vurderer sine møder på den personlige kemi snarere end alene objektive fælles politiske interesser.


























