At blive ’reddet’ af den libyske kystvagt kan have meget alvorlige følger for migranter, der forsøger at krydse Middelhavet og nå frem til Europa. Tortur, slaveri og videresalg til nye menneskesmuglere kan være i vente, når migranterne sejles tilbage til Libyens kyst.
Det fremgår af en ny rapport til FN’s Sikkerhedsråd fra et særligt ekspertpanel, som løbende overvåger den ekstremt komplicerede situation i det opløste land.





























