Myndighederne i republikken Tjetjeninen i Rusland hævder at have succes med en ukonventionel, drastisk kampagne, der skal tvinge fraskilte par til at finde sammen igen. Det sker, hedder det, af hensyn til børnenes tarv og som et middel til at bekæmpe terrorisme.
I sommerens løb har lokale tv-kanaler rapporteret om, hvordan det går med en række skilsmissepar, som nu lever sammen igen under en myndighedskommissions årvågne blik. En særlig tjetjensk form for reality-tv.




























