Da Jonas Gahr Støre tirsdag morgen mødte pressen, erklærede han sig glad over, at konen Marit Slagsvold sad oppe og ventede på ham med lyset tændt, da han vendte hjem efter partilederdebatten efter midnat. Det er vist også nogenlunde, hvad Arbeiderpartiets leder havde at glæde sig over efter det norske stortingsvalg.
Arbeiderpartiet har ført og ført i en valgperiode præget af uro i den borgerlige regeringskonstellation. Men tabt og tabt i ugerne frem mod valget. Partiet har fået det næstdårligste valg siden 1924. Det dårligste valg i 90 år, når partiet er stillet op i opposition. Arbeiderpartiets 27,4 pct. af stemmerne er en tilbagegang på 3,4 i forhold til 2013.




























