I ugevis har opmærksomheden tilhørt toppolitikerne fra Tysklands store partier, som ved dagens valg nu endelig kan læne sig spændt tilbage og afvente den vælger-dom, der efter absolut alt at dømme ender med, at Angela Merkel kan fortsætte som kansler i sin fjerde periode på posten.
Hendes modkandidat, socialdemokraten Martin Schulz, der har trukket lige så mange overskrifter, kan være en slagen og færdig mand som partiformand, hvis det massive nederlag, meningsmålingerne entydigt viser, bliver en realitet.




























