Konger og dronninger i institutionelle monarkier som det danske, britiske eller belgiske skal forholde sig neutrale i politiske spørgsmål og fremstå som nationens samlende skikkelse. Det gælder ikke mindst for kong Felipe VI af Spanien, som siden sin kroning i 2014 har været mere populær end selve den institution, han repræsenterer.
Fejltrin vil ikke alene svække ham selv. De vil især bringe selve monarkiet i fare. Derfor var millioner af spaniere både overraskede og chokerede, da kongen i en tv-tale tirsdag aften rettede voldsomme angreb på den catalanske regerings ledere og fordømte deres planer om løsrivelse i hårde vendinger.


























