Siden 2008 har det islandske folk smidt deres regering ud tre gange. Demonstrationen i 2008 blev senere døbt ’køkkengrejsrevolutionen’, fordi folk hamrede og bankede på potter og pander. De var rasende over, at politikere og banker havde drevet dem alle ud i en økonomisk afgrund.
»Islændingene fik blod på tanden efter det. Pludselig er det blevet en mulighed, at man kan smide politikerne på porten, hvis man er utilfreds med dem«, siger Eiríkur Bergmann, som er professor i politik på Bifróst University i Borgarfjörður. Her forsker han blandt andet i polarisering, islandsk politik og nærdemokrati.
Et par år senere – i 2016 – udvandrede en islandsk statsminister fra et interview, der senere gik verden rundt. Med Panama Papers var det kommet frem, at han havde sin formue i skattely efter at være gået til valg på at ville prioritere nationale interesser højere end økonomiske. Igen blev folk rasende, og regeringen måtte gå af.
For tredje gang siden den økonomiske krises højdepunkt i 2008 kollapsede regeringen igen før tid i september 2017. Især kvindebevægelsens massive kritik og protester mod en gammel lov, der gjorde det muligt for en pædofilidømt mand at genvinde sine rettigheder som advokat fik regeringspartiet Lys Fremtid til at stoppe regeringssamarbejdet.
Partier myldrer frem
Det er et udtryk for både mistillid til og utålmodighed med politikerne, og det er en klar eftervirkning af krisen, siger Ólafur Þórður Harðarson, som er professor på University of Iceland. Selv om krisens værste tid er drevet over rent økonomisk og materielt, så ser man den stadig socialt og kulturelt, mener valgforskeren.
»Vi ser meget store vælgervandringer mellem valgene. Vælgerne vil se resultater med det samme, ellers vælger de nogle andre ved næste valg«, siger han. Vælgervandringerne ses især til og fra nystiftede partier.
Fire islandske pædofiliofre fik politisk lavine til at rulle - og den islandske regering til at falde»Siden krisen er partierne myldret frem. Ved hvert eneste valg dukker der nye partier frem, og andre forsvinder igen«, siger Ólafur Þórður Harðarson. For eksempel har det tidligere regeringsparti Lys Fremtid, der blev stiftet i 2011, siden regeringsafgangen befundet sig faretruende tæt på spærregrænsen i meningsmålingerne.
Ved sidste valg fik de nye partier hele 40 procent af stemmerne tilsammen. En udvikling, Ólafur Þórður Harðarson kalder »en massiv lussing til de gamle partier« ligesom den, der ses i andre lande i Europa.
Det stigende antal partier giver nye udfordringer i forhold til regeringsdannelse. Selv om det seneste valg blev afgjort i slutningen af oktober, var regeringen først på plads i januar 2017.
Det skyldes især, at Island ikke har blokpolitik på samme måde, som vi kender det fra Danmark.
»Tidligere var der så få partier, at det var ret oplagt, hvordan regeringen skulle se ud efter et valg. Nu er der efterhånden så mange mulige måder, puslespillet kan lægges på, at det kan tage lang tid. Jeg tror, det er meget sandsynligt, at vi vil se den tendens fortsætte ved dette valg«, siger Ólafur Þórður Harðarson.
Ingen melder ud
Ved dette valg er der opstillet ni partier. Når de går til valg, er der ikke tradition for, at de melder ud, hvem de kunne forestille sig at samarbejde med efter valget.
Alligevel har det gamle parti Selvstændighedspartiet op til valget svinget mellem at få næstflest og flest stemmer. De har traditionelt været det største parti i landet og har også siddet i regering det meste af tiden siden stiftelsen i 1929.
Islands regering kollapser, efter at statsministerens far er gået i forbøn for pædofilMen partiet led et stort nederlag med den økonomiske krise i 2008. Før krisen fik de typisk omkring 40 procent af stemmerne, men i de seneste år har de ligget til at få omkring halvt så mange stemmer – med en langsomt opadgående stemmeandel i meningsmålingerne. De islandske meningsmålinger er dog kendt for en relativt stor fejlmargen.
Hos Selvstændighedspartiet vil man traditionen tro ikke ud med, hvem der kunne være potentielle samarbejdspartnere, men man frygter endnu en lang forhandling.
»Jeg kan godt frygte, at vi igen ender med et valgresultat, som ikke klart lægger op til en bestemt koalition«, siger Birgir Àrmannsson fra Selvstændighedspartiet, der dog røber, at han håber på et samarbejde hen over midten.
Selv om det lille land mod nord har været leveringsdygtigt i politiske skandaler og kaos de seneste år, så hersker der en dualitet, hvor man sagtens kan være i krise, men samtidig læne sig op ad udtrykket, Þettareddast (det går nok), siger Eirikur Bergmann fra Bifrost University i Borgarfjörður.
»Da hele økonomien kollapsede i 2008, væltede det ind med udenlandske journalister, der skulle se krisen udfolde sig. De ledte efter dem, der frøs og sultede. Men sådan er det ikke her. Vi er et tæt samfund, der hjælper hinanden og ikke kan undgå at komme hinanden ved. Og i øvrigt altid kan hive fisk op af havet og varme op af jorden uanset kriser«, siger han.
fortsæt med at læse
