Gudni Jóhannesson skulle ikke have været præsident. I hvert fald ikke nu.
Ganske vist var der folk, der spurgte ham, da Islands præsident gennem 20 år, Olafur Grímsson, sidste år meddelte, at han ville gå af. Men historieprofessoren fra Reykjavik takkede nej.
»Jeg sagde, at de skulle spørge mig igen om 12 eller 16 år. Jeg var sikker på, at islændingene ville gå efter en kvindelig kandidat«.
Ikke så meget fordi Islands (og verdens) første folkevalgte kvindelige præsident, Vigdís Finnbogadóttir, havde banet vejen. Mere fordi islandsk politik stod i en tillidskrise, der kaldte på forandring og nye værdier, efter at landet havde været ved at nedsmelte under finanskrisen.
