Mindst 25 meldes dræbt, da bus ryger ud over skrænt i Peru

Ulykken skete 45 kilometer nord for hovedstaden Lima på et stykke af en motorvej, der kaldes 'djævlens sving'.
Ulykken skete 45 kilometer nord for hovedstaden Lima på et stykke af en motorvej, der kaldes 'djævlens sving'.
Lyt til artiklen

Mindst 25 mennesker har tirsdag mistet livet i en trafikulykke i Peru.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ulykken skete 45 kilometer nord for hovedstaden Lima, hvor bussen kørte ud over en skrænt på et stykke af en motorvej, der kaldes 'djævlens sving'.

»Mindst 25 personer er døde, og omkring fem er blevet kvæstet«, siger oberst Dino Esducero fra det peruanske politi.

Politi og brandfolk er stadig i gang med redningsarbejdet. Ifølge Dino Esducero frygter man, at dødstallet vil stige.

Da bussen røg ud over skrænten, landede den på en øde strand fyldt med sten. Ingen veje fører til stranden, og det besværliggør redningsarbejdet, hvor en helikopter også deltager.

Det amerikanske nyhedsbureau AP skriver, at bussen kolliderede med en traktor og endte med at køre ud over skrænten.

Bussen var på vej mod Lima fra byen Huacho. Det er uvist, hvor mange passagerer der var med bussen. Men ifølge flere medier var der tale om omkring 50 passagerer.

I foråret mistede 15 personer livet i en anden busulykke i Yauya-distriktet i det centrale Peru. Her skyldtes ulykken voldsom regn og dermed dårlig sigtbarhed.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her