Canadisk politi har fundet resterne af mindst seks mennesker på en grund i den nordlige del af storbyen Toronto, hvor en 66-årig mand, der er sigtet for en række drab, arbejdede som anlægsgartner.
Det oplyser politiinspektør Hank Idsinga fra politiet i Toronto ifølge nyhedsbureauet AP.
Den mistænkte seriemorder blev anholdt i januar og sigtet for at have dræbt fem mænd. Fælles for de fem mænd er, at de sidst er set i et område af Toronto, der betegnes som centrum for byens homoseksuelle samfund.
Anlægsgartneren blev anholdt 18. januar under mistanke om drab i forbindelse med Andrew Kinsman og Selim Esens forsvinden. Ikke længe efter blev han sigtet for drabene på tre andre mænd.
Politiet i Toronto oplyser, at det frygter, at der kan være flere ofre, og politiet forventer at rejse flere sigtelser mod ham.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har ordensmagten fået hård kritik for i flere måneder at afvise, at nogen gik direkte efter homoseksuelle.
49-årige Andrew Kinsman forsvandt fra området 'Gay Village' i Toronto i juni og er blandt dem, anlægsgartneren er sigtet for at have dræbt. Kinsmans dna matcher nogle af de ligrester, der er fundet på grunden i den nordlige del af byen, oplyser politiet.
De andre kendte ofre er 58-årige Majeed Kayhan, der forsvandt i 2012, 50-årige Soroush Marmudi, der forsvandt i 2015, og Dean Lisowick, som forsvandt mellem maj 2016 og juli 2017. Ifølge politiet var Dean Lisowick hjemløs og midt i 40'erne.
Politiets teknikere arbejder fortsat på at afgøre, om disse ofre matcher ligresterne på ejendommen i Toronto, oplyser politiinspektør Hank Idsinga
Efterforskere har endnu ikke offentliggjort de fulde detaljer i sagen, men ifølge AP menes den anlægsgatneren at have mødt sine ofre, mens han kørte rundt i byen i sin varevogn.
Ligesom han menes at have mødt nogle af ofrene på datingapps for store og ældre mænd. Her har han angiveligt brugt profilnavne som 'SilverDaddies' og 'Bear411'.
I sin 'SilverDaddies'-profil beskriver han sig selv som 178 centimeter høj og med en vægt på 100 kilo. Han skriver, at han primært er interesseret i yngre mænd.
»Jeg kan godt være lidt genert, indtil jeg lærer dig at kende. Men jeg er romantisk anlagt«, står der.
Ifølge politiet i Toronto pågår der i øjeblikket en omfattende digital efterforskning.
Politiinspektør Hank Idsinga fortæller således, at politiet er i færd med at undersøge blandt andet computere, mobiltelefoner og apps.
ritzau




























