Mindst 19 dræbt i busulykke i Hongkong

Lyt til artiklen

Mindst 19 er dræbt og flere er kvæstet, efter at en dobbeltdækkerbus er væltet lørdag aften lokal tid i Hongkong.

Det oplyser kinesisk politi.

17 mænd og to kvinder har mistet livet i ulykken, hvor også 40 er kvæstet, skriver nyhedsmediet Channel News Asia.

Mindst 20 mennesker er fanget inde i bussen, og redningsfolk arbejder i øjeblikket med at redde dem ud.

Flere kinesiske internetsider har lagt billeder op, der viser bussen liggende på siden med taget revet af.

Bussen var på vej fra Sha Tin-distriktet til Tai Po, da den væltede på Tai Po Road.

Det er endnu ikke kendt, hvor mange der var med bussen i alt, og hvad der forårsagede ulykken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her