Han lignede snarere en præst med begravelse på programmet søndag formiddag end en lykkelig partiformand, der skulle meddele, at hans medlemmer har reddet nationen, kansleren og fået et lydeligt suk af lettelse til at gå gennem hele Europa.
Med et overbevisende flertal på 66 procent mod 34 procent, sagde socialdemokraterne ja til at indgå i en ny konstellation med Angela Merkel og hendes borgerlige union, så Tyskland fem måneder efter valget endelig kan få en ny regering.




























