Danmark og 15 andre lande drøfter nyt europæisk asylsystem

De seneste tre år er hundredtusindvis af flygtninge gået i land på den græske ø Lesbos, Grækenland. Hver måned ankommer stadig flere tusinde til flygtningelejren Moria. (arkivfoto) Jacob Ehrbahn/POLFOTO
De seneste tre år er hundredtusindvis af flygtninge gået i land på den græske ø Lesbos, Grækenland. Hver måned ankommer stadig flere tusinde til flygtningelejren Moria. (arkivfoto) Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Danmark og 15 andre lande har på embedsmandsniveau drøftet udviklingen af et nyt system, hvor man søger asyl fra europæisk støttede modtagecentre i tredjelande frem for i Europa.

Det fremgår af et folketingssvar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Det er udenrigsordfører Nick Hækkerup (S), som har spurgt ind til sagen.

Netop Socialdemokratiet præsenterede i sidste måned et udlændingeudspil. S vil blandt andet sende spontane asylansøgere til et danskdrevet modtagecenter i et tredjeland i eksempelvis Nordafrika.

I sit svar skriver Støjberg:

»Følgende lande har deltaget - sammen med Danmark - i uformelle drøftelser på embedsmandsniveau om udviklingen af et nyt system, hvor man søger om asyl fra et tredjeland frem for i Europa:

»Belgien, Estland, Finland, Italien, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Slovakiet, Slovenien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Ministeren understreger, at 'der har været stor forskel på intensiteten i disse landes engagement i samarbejdet'.

Lejre i Nordafrika

Ifølge S skal det ikke være muligt at rejse til Danmark og bede om asyl, hvorefter man indkvarteres på dansk jord, mens ansøgningen behandles.

Asylsøgere skal i stedet sendes til lejre i eksempelvis Nordafrika. Her skal de vente på en afgørelse. Herefter bliver de sendt til en FN-flygtningelejr.

S har ikke sat navn på de lande, som kunne være oplagte kandidater til at huse modtagecentrene. Tunesien og Marokko har ifølge DR allerede takket nej.

Rasmus Boserup: Måske er lejre ikke en god idé – det er et reelt samarbejde med Nordafrika til gengæld

Støjberg har til Berlingske i sidste måned udtalt, at hun ikke så noget banebrydende i S-forslaget.

»Det fremgår allerede af regeringsgrundlaget, at vi vil arbejde for et nyt asylsystem for at fjerne grundlaget for menneskesmuglere og for samtidig at lette presset på Europas ydre grænser«.

»Derfor er Danmark allerede i gang - sammen med en lang række ligesindede EU-lande - med at se på muligheden for at etablere lejre uden for EU«, udtalte hun til avisen.

Det modtages positivt i S, at 16 lande har drøftet mulighederne for europæisk støttede modtagecentre i tredjelande.

»Ministerens svar viser, at Socialdemokratiets forslag om at etablere modtagecentre i tredjelande ikke er så urealistisk, som nogle har villet gøre det«.

»Tværtimod er det tanker, som der arbejdes med på tværs af Europa«, siger Nick Hækkerup i en skriftlig kommentar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her