Nordkoreas udenrigsminister, Ri Su-yong, der sjældent forlader sit hjemland, kommer til Sverige for at mødes med sin svenske kollega, Margot Wallström.
Det skriver avisen Dagens Nyheter.
Ri ventes til Sverige i løbet af kort tid, hedder det.
Sverige har spillet en vigtig diplomatisk rolle i forhold til Nordkorea og har blandt andet bistået USA i forhandlinger om frigivelse af amerikanere, der har været fængslet i landet. Sverige er et af få vestlige lande, der har en ambassade i Nordkorea.
Besøget i Sverige skal ske, netop som Nordkorea er i gang med en diplomatisk offensiv over for Sydkorea og USA.
Torsdag kunne Sydkorea oplyse, at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har inviteret den amerikanske præsident, Donald Trump, til et møde senest i maj for at drøfte en løsning på den koreanske konflikt.
Trump sagde efter kort betænkningstid ja til at møde Kim.
Den nordkoreanske leder siger ifølge sydkoreanske diplomater, at han er klar til at diskutere afvikling af atomvåben. Men det fremgår ikke, hvad han kræver af USA til gengæld.
ritzau




























