Mindst 14 migranter er druknet ved Grækenland

Lyt til artiklen

Mindst 14 migranter meldes druknet nær Grækenland. Deres båd kæntrede i Det Ægæiske Hav, siger den græske kystvagt.

Blandt de 14 ofre er der mindst fire børn.

»Yderligere mindst fire er savnet«, siger en talsmand for kystvagten.

Lokale medier har tidligere rapporteret om, at dødstallet var seks, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Medierne fortæller også, at kystvagten og Frontex, EU's grænseorganisation i området, reddede tre mennesker op af havet.

En talsmand for kystvagten sagde da til dpa, at der var omkring 20 mennesker i båden, som kæntrede.

Nyhedsbureauet AP skriver, at det lykkedes for tre personer, to kvinder og en mand, at redde sig i land, og det var dem, der alarmerede myndighederne om, at en migrantbåd var kæntret.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at båden var på vej fra Tyrkiet til Grækenland. Den kæntrede natten til lørdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her