Sydkoreas ekspræsident skal 24 år i fængsel for korruption

Sydkoreas tidligere præsident Park Geun-hye fotograferet, da hun ankom til retten i juli sidste år.  Kim Hong-ji/AP
Sydkoreas tidligere præsident Park Geun-hye fotograferet, da hun ankom til retten i juli sidste år. Kim Hong-ji/AP
Lyt til artiklen

Sydkoreas tidligere præsident Park Geun-hye er idømt 24 års fængsel for blandt andet magtmisbrug, bestikkelse og afpresning.

Domsafsigelsen blev sendt direkte på sydkoreansk tv, da sagen har stor offentlig interesse i landet.

Hun var tiltalt for en hel stribe korruptionsanklager, der omfattede blandt andet bestikkelse og læk af statshemmeligheder.

Anklageren havde krævet 30 års fængsel og en bøde på 18,5 milliarder won, der svarer til 675 millioner danske kroner.

Park har været fængslet i over et år. Hun deltog ikke i fredagens møde i retten med henvisning til sygdom.

Ekspræsidenten fastholder, at hun er offer for politisk hævn. Hun har ikke deltaget i retsmøder siden oktober sidste år.

66-årige Park Geun-hye blev i marts 2017 afsat som præsident som følge af sin rolle i en skandale, der sendte rystelser gennem toppen af landets erhvervsliv og politiske elite.

Sagen har også tråde til Danmark og en ung sydkoreansk dressurrytter, som 1. januar 2017 blev anholdt af politiet i Nordjylland.

Hun er siden blevet udleveret til Sydkorea.

Den unge kvinde er datter af Choi Soon-sil, der gennem årtier har været en af ekspræsident Parks nærmeste veninder og indtager en hovedrolle i den omfattende skandale.

Choi Soon-sil blev efterfølgende dømt til 20 års fængsel ved en domstol i Seoul.

Choi blev fundet skyldig i sammen med ekspræsident Park at have presset millioner ud af kæmpevirksomheder som Samsung og Hyundai.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her