Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Bombeangreb rammer vælgerregistrering i Kabul

Lyt til artiklen

Et selvmordsbombeangreb har ramt et center for vælgerregistrering i den afghanske hovedstad, Kabul. Det sker efter flere ugers relativ ro i byen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer lokalt politi.

Politichefen i Kabul, Abdul Rahman Rahimi, fortæller til AFP, at ingen har taget ansvaret for angrebet på nuværende tidspunkt.

En embedsmand fra det afghanske sundhedsministerium siger til nyhedsbureauet, at fire dræbte og 15 sårede er ankommet til hospitaler i byen.

Det reelle antal af tilskadekomne er stadig usikkert.

Afghanistan skal afholde et længe udskudt valgt til oktober, og derfor er der opsat vælgerregistreringscentre landet over.

Afghanistan, og specielt hovedstaden Kabul, har de seneste mange år været mål for talrige angreb, da centralregeringen i landet ligger i konflikt med oprørsgrupper, deriblandt Taliban.

Landet har været præget af konflikt i store dele af sin mange tusind år gamle historie

Siden USA invaderede Afghanistan i 2001 for at nedkæmpe Taliban, der havde huset al Qaeda-leder Osama bin Laden, har landet været domineret af militære konflikter mellem forskellige grupperinger.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her