Demonstranter i Armenien har ifølge Reuters blokeret en del veje ind til hovedstaden Jerevan og en vej til lufthavnen, efter at protestbevægelsens leder, Nikol Pashinyan, har opfordret til en national civil ulydighedskampagne.
Det sker, efter at det regerende Republikanske Parti tirsdag forhindrede, at Pashinyan overtog premierministerposten.
»Vi bliver her, siger en 19-årig demonstrant ved navn David, som sammen med en del andre har blokeret vejen til lufthavnen«.
Aktivister blokerede adskillige andre trafikknudepunkter i byens centrum.
Armeniens regerende Republikanske Parti meddelte tirsdag aften, at partiets parlamentarikere ikke vil stemme ja til, at Pashinyan bliver ny premierminister.
Pashinyan er den eneste nominerede til posten som premierminister. Men han har brug for støtte fra parlamentet.
Pashinyan har i ugevis ført an i protestaktioner, der har tvunget Serzh Sargsyan til at forlade premierministerposten.
Vrede og protester
Formanden for parlamentet meddelte i sidste uge, at medlemmerne af parlamentet skulle samles til ekstraordinært møde 1. maj for at vælge ny premierminister.
Det skete efter de protester, som Pashinyan stod i spidsen for. Det var protester mod regeringen og ekspræsident Serzh Sargsyan.
Den 23. april trak Sargsyan sig som premierminister efter blot en uge på posten.
Inden han blev premierminister, havde han været præsident i ti år.
Sargsyan støttede som præsident i 2015 en forfatningsreform, der gjorde det muligt for ham at blive premierminister. Men han lovede dengang, at han ikke ville gå efter posten som regeringsleder.
Det skete alligevel, og det udløste vrede i befolkningen, der beskylder ham for at klamre sig til magten.
Efter dages protester og et bizart tv-møde mellem oppositionslederen og Sargsyan besluttede premierministeren at trække sig.
ritzau




























