Dødstal i Puerto Rico-orkan kan være 70 gange højere

Lyt til artiklen

Orkanen Maria, der ramte Puerto Rico i september sidste år, har sandsynligvis været årsag til flere end 4600 menneskers død.

Det er 70 gange mere end de officielle skøn fra den amerikanske stat, der lyder på 64 dødsofre.

Det viser en ny rapport, der er udarbejdet af forskere på det amerikanske Harvard University.

Andre uafhængige undersøgelser har tidligere fastsat antallet af omkomne som følge af orkanen til omkring tusind.

Eksperter siger, at det har været vanskeligt at opgøre det præcise dødstal på grund af de omfattende strømafbrydelser og ødelæggelser, som stormen forårsagede.

Ødelæggelserne efter orkanen Maria vurderes at have forårsaget skader for 90 milliarder dollar. Det gør Maria til den tredjedyreste orkan, der har ramt USA siden 1900.

Puerto Rico er amerikansk territorium.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her