I takt med at kommunikationsteknologien udvikles, får mennesker adgang til mere viden end nogensinde før. Vi har bogstavelig talt viden og oplysninger lige ved hånden.
Men hvor mange af os kan sige, at vi er virkelig veloplyste?
Overskrifter tegner gerne et dystert billede af vores verden: krig, terrorisme, sult, klimaforandringer, social uretfærdighed - og listen fortsætter bare. Og vi står bestemt også over for komplekse og tilsyneladende uløselige udfordringer. Men med til billedet hører også, at der findes løsninger og grunde til at håbe.
I 2015 blev 193 lande enige om at arbejde for at opfylde FN's verdensmål om bæredygtig udvikling. Disse mål udgør en ambitiøs plan om at styre den globale udvikling indtil 2030 og opfordrer til handling for at afskaffe fattigdom, beskytte planeten, skabe fred og sikre en god og tilfredsstillende tilværelse for alle. Målene kan kun opfyldes, hvis mennesker overalt - regeringer, den private sektor, civilsamfundet - tager opgaven på sig.
Rundt omkring i verden vokser en græsrodsbevægelse frem for at støtte verdensmålene om bæredygtig udvikling. Begavede, innovative kvinder og mænd finder lokale løsninger på globale problemer og bidrager til at opbygge et bedre samfund og en bedre økonomi for alle. Disse iværksættere inspirerer andre til at overføre deres løsninger til områder som sundhed, uddannelse af høj kvalitet, anstændige ansættelsesvilkår, ren energi og adgang til vand.
Bevægelsen frem mod positive forandringer har taget fart. Stadig flere mennesker arbejder for at give sociale iværksættere større gennemslagskraft ved at støtte finansiering af konstruktive projekter eller selv investere direkte i dem (det gælder for eksempel Skoll Foundation, Ashoka, Impact Hub og One Young World Summit). Disse voksende initiativer søger også for at nå op i en større målestok ved at udvikle relationer til traditionelle virksomheder. Og berigelsen er gensidig, for de nye projekter, der ofte er orienteret mod 'disruption' og forandring, bidrager samtidig til transformere store koncerner ved at inspirere dem til at udvikle bedre forretningsmodeller og produkter.
Nyhedsmedierne kan spille en afgørende rolle ved at sætte fokus på og udbrede historier om innovative mennesker og projekter, der skaber forandringer på tværs af grænser. Gennem de seneste seks år har Sparknews indbudt medier fra hele verden til at deltage i Impact Journalism Day og samarbejde om at bringe artikler om positive initiativer. Det gør de enkelte medier enten i særlige sektioner eller online, og denne dag når de ud til 120 millioner læsere. Mange af de deltagende medier er nu også begyndt at fokusere på løsningsorienterede historier i deres daglige dækning.
Du kan også selv være med til at få disse projekter til at vokse og opnå endnu større gennemslagskraft. Del, de historier, du synes bedst om på Facebook og Twitter (#ImpactJournalism, #StoryOfChange, @Sparknews, @Politiken).
Vi kan alle være med til at skrive fremtiden i vores globale historie.
Christian de Boisredon er stifter af Sparknews.
Oversættelse: Tonny Pedersen
fortsæt med at læse


























