Junk not! Plastikaffald laves om til møbler

The Philipppine Star
The Philipppine Star
Lyt til artiklen

Det globale problem med plastikaffald har antaget et kritisk omfang.

Nyere undersøgelser viser, at der hvert år spredes cirka 8 millioner ton plastik i verdenshavene. Det ødelægger havenes biodiversitet og er årsag til betydelige miljømæssige og økonomiske skader i verden.

Filippinerne er en væsentlig del af problemet.

Af en rapport fra april i år fra miljøorganisationen Ocean Conservancy fremgår det, at landene i Sydøstasien er nogle af dem, der sender mest plastik ud i verdenshavene.

Fem lande, der foruden Filippinerne tæller Kina, Indonesien, Thailand og Vietnam, står for 55-60 procent af det affald, der hvert år ender i oceanerne.

Det er mere end resten af verden tilsammen.

Ifølge Ocean Conservancy producerer Filippinerne årligt 2,7 millioner ton plastikaffald, og heraf menes cirka en halv million at ende i Stillehavet.

Dette problem har tilskyndet aktivister som indretningsarkitekten Wilhelmina Garcia til at prøve at finde kreative løsninger, som kan mindske plastaffaldets negative påvirkning af miljøet.

Garcia er ud af en familie af miljøaktivister fra Manila, og hun har i årevis været engageret i oprydningsaktioner og lokale projekter, der skal lære folk om god affaldshåndtering.

Som indretningsarkitekt har hun desuden længe været ledende inden for såkaldt upcycling, hvor brugte glasflasker og papir indgår i hendes møbelprojekter.

I 2011 startede hun JunkNot Eco Creatives, en socialøkonomisk virksomhed, der i begyndelsen fokuserede på at producere tasker og andre accessoires af plastikposer. Hun lavede lokale undervisningsforløb, hvor hun underviste i at lave den slags produkter.

Ideen virkede meget lovende, men men ifølge Garcia fungerede det i mange tilfælde ikke.

»Mange ville ikke bruge de ting, vi underviste dem i. Andre ville gerne, men endte med at give op«, fortæller hun.

»Det er ikke alle, der har tålmodigheden og evnerne til at lave plastiktasker. Desuden er markedet for den slags produkter begrænset«, tilføjer hun.

Det var en frustrerende oplevelse. I flere år prøvede hun på forskellig vis at gøre noget ved det stigende problem med plastikaffald.

I 2013 startede hun det, der skulle blive JunkNots vigtigste aktivitet: at omdanne plastikaffald – først og fremmest fra emballage – til reb, som hun kunne bruge som materiale i designerstole og andre møbler.

Det tog flere år for hende at perfektionere processen, der foregår udelukkende ved håndkraft. Det skete, mens hun var i Marokko på et studielegat.

»Det var svært, men til sidst syntes jeg, jeg havde fundet en brugbar løsning«, siger hun.

Vi springer frem til nutiden, hvor JunkNot har etableret sig i Filippinerne som en innovativ virksomhed, der tilbyder kreative løsninger på problemet med plastikaffald.

Ordrerne er begyndt at komme, også fra andre lande, hvor møblerne har bestået diverse test med glans.

JunkNot arbejder ikke kun for miljøet, siger Garcia. Et af firmaets mål er at støtte lokalsamfund.

I 2014 gennemførte JunkNot i samarbejde med myndighederne et jobtræningsprogram for beboere i landsbyen Alas-as på vulkanøen Taal syd for Manila.

Garcia underviste beboerne i at lave reb af brugt plastikemballage, som firmaet købte for 500 filippinske pesos (60 kr.) meteren. Rebslagerne får desuden provision af overskuddet af de møbler, der sælges.

»De skal have en ordentlig løn«, siger hun. »Jeg ved, hvor svært det er at lave reb. Det handler i sidste ende ikke kun om produktionsomkostninger, men også om at gøre noget for de lokale og miljøet«.

Øen er et populært rejsemål, der hvert år besøges af tusinder af turister, så plastikaffald er blevet et alvorligt problem for beboerne, siger Bonifacio Pangilian, lokal turistguide.

Ifølge Pangilian har Garcias initiativ givet nyt håb til folk, der var bekymrede over situationen.

Flere meldte sig til initiativet for at tjene lidt penge, samtidig med at de var med til at rydde op i lokalområdet.

En af dem var Pangilians kone, Lorenza, der fortæller, at ekstraindtægterne gjorde det muligt for hende og hendes mand at købe et solpanel, der kan levere strøm til deres hus. Der er ikke elektricitet på øen.

I årenes løb er flere og flere mennesker af øens indbyggere begyndt at lave plastikreb. Ifølge den seneste optælling er det 60 personer.

Endnu vigtigere er det, at landsbyen ifølge Pangilian har nedbragt mængden af plastikaffald betydeligt, fordi de lokale har sat indsamlingen af det i system for at give det til rebslagerne.

Ud over at samarbejde med indbyggerne i Alas-As har Garcia hyret personale til sit værksted i byen Laguna , hvor de skal lave snedkerarbejde og lave reb til møblerne.

Garcia indrømmer, at hendes initiativ langtfra kan løse verdens problemer med plastikaffald.

Nok er erfaringerne i Alas-as positive, men landsbyen er kun en af flere tusinde i landet, som har problemer med plastikaffald.

»Vi har ordrer nu, men ikke nok til at udvide aktiviteterne til flere byer«, siger hun.

Hun bemærker, at hendes design skal markedsføres bedre for at skabe et behov for at genanvende mere plastikaffald til den slags.

Det, JunkNot tilbyder, er en alternativ tilgang til problemet. Men i sidste ende er der kun én måde at reducere mængden af plastikaffald på, siger Garcia: Brug mindre plastik.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen

Jan Victor R. Mateo, The Philippine Star, Filippinerne

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her