Menneskesmuglere dømt for at lade 71 flygtninge dø i lastbil

Lyt til artiklen

Fire menneskesmuglere er idømt 25 års fængsel i Ungarn for at lade 71 flygtninge dø af iltmangel i en lille lastbil, som de efterlod på en hovedvej i Østrig.

Blandt de omkomne var kvinder og børn.

Det skete under den voldsomme tilstrømning af flygtninge og migranter til Europa i 2015.

De fire dømte mænd var anklaget ved en domstol i Kecskemet for at være medskyldige i drab på de 71 flygtninge.

Anklagemyndigheden oplyser kort efter, at det vil anke dommen.

De 59 mænd, otte kvinder og fire børn, som døde af kvælning i lastbilen 26. august 2015, kom fra Syrien, Irak og Afghanistan.

De fire dømte, en afghaner og tre mænd fra Bulgarien, blev ført ind i retssalen i håndjern af bevæbnede politifolk, der var iført masker.

Ifølge dommeren var de dømte en del af et organiseret kriminelt netværk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her