Pause i regnen: Håber at nå de 12 indespærrede drenge i thailandsk grotte


   Jagten få de forsvundne fodbolddrenge intensiveres nu hvor regnen er stilnet af. Sakchai Lalit/AP
Jagten få de forsvundne fodbolddrenge intensiveres nu hvor regnen er stilnet af. Sakchai Lalit/AP
Lyt til artiklen

En omfattende redningsaktion efter 12 thailandske fodbolddrenge, der på ottende døgn er forsvundet i en oversvømmet grotte, er optrappet. Det skyldes, at et kraftigt regnvejr er stilnet af.

Redningsarbejdere har kunnet etablere en arbejdsstation et stykke inde i grotten, hvorfra dykkere kan fortsætte redningsindsatsen. Det er også blevet muligt at få placeret ekstra ilttanke og lys langs grottens væg, og det øger håbet om at nå frem til drengene.

»Vi stopper ikke, før vi finder dem, siger admiral i den thailandske flåde Apakorn Yookongkaew.

Indtil videre har et hold dykkere fra den thailandske flåde ikke haft heldet med sig i eftersøgningen i vandet. På grund af den kraftige monsun er der meget dårlig sigtbarhed, og det er svært fremkommelig.

Forsvandt 23. juni

De 12 drenge og deres 25-årige træner har været forsvundet siden 23. juni, hvor hovedindgangen til Tham Luang-grotten i det nordlige Thailand blev blokeret efter voldsom regn i området.

Grottens gange er blandt de længste i Thailand.

En massiv redningsindsats er sat ind med hjælp fra eksperter fra Australien, England, Japan og Kina samt et lokalt redningshold på omkring 1000 personer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her