En australsk ærkebiskop er blevet idømt 12 måneders husarrest for at tilbageholde oplysninger om seksuelt misbrug af børn i 1970'erne.
Det skriver BBC.
I maj blev han fundet skyldig i at have dækket over sin pædofile kollega James Patrick Fletchers misbrug af alterdrenge, men først nu er dommen blevet afsagt.
Anklagerne lød på, at flere af de misbrugte børn havde betroet sig til biskoppen, som dog havde undladt at gribe ind, da han ifølge dommeren ville 'beskytte kirkens ry'.
En af de misbrugte alterdrenge vidnede i retssagen. Her fortalte han, at han i 1976 beskrev misbruget til ærkebiskoppen, som dengang var en ung præst.
Nægter sig skyldig
Ærkebiskoppen nægter sig fortsat skyldig.
I 2004 blev James Patrick Fletcher dømt for ni tilfælde af seksuelt misbrug af børn. Han døde to år senere i fængslet.
En dommer siger tirsdag i australske Newcastle, at ærkebiskoppen med stor sandsynlighed undgår en fængselsstraf. Ifølge australske medier skal han i stedet afsone straffen med en fodlænke i sit hjem i Adelaide.
Ærkebiskoppen er den mest højtstående katolik, der er kendt skyldig i en sådan sag. Han har tidligere udtalt, at han vil træde tilbage fra sit embede som følge af dommen.
»Set i lyset af udfaldet af retssagen er det på sin plads, at jeg træder tilbage fra mine forpligtelser som ærkebiskop«, sagde han den 23. maj.
Anklagerne mod biskopen blev rejst som en del af en større koordineret efterforskning, der siden 2010 har undersøgt anklager om at dække over sexovergreb mod børn i den katolske kirke.
Den australske kardinal George Pell blev i begyndelsen af maj ved en domstol i Melbourne anklaget for mindst tre seksuelle overgreb i 1970'erne.
Den 76-årige George Pell er som økonomichef i Vatikanet en af pavens mest betroede medarbejdere.
ritzau




























