USA's præsident, Donald Trump, tror på, at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, vil have en 'ny, lysere fremtid' for sit land.
Det skriver USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, på Twitter forud for sit besøg i Nordkorea fredag.
»Jeg har talt med præsidenten, mens vi begge var i luften. Præsidenten fortalte mig, at han tror på, at Kim Jong-un vil have en ny, lysere fremtid for folket i Nordkorea. Vi håber begge, at det er rigtigt«, skriver Pompeo.
I Nordkorea skal Mike Pompeo drøfte atomafrustning på Den Koreanske Halvø med den nordkoreanske leder.
Besøget i Pyongyang bliver Pompeos tredje besøg i Nordkorea og det første siden et topmøde mellem Kim Jong-un og Donald Trump den 12. juni i Singapore.
På topmødet indvilgede Kim Jong-un i at 'arbejde for en atomafrustning på Den Koreanske Halvø'.
Der blev dog ikke givet nogen oplysninger om, hvordan eller hvornår Nordkorea har tænkt sig at opgive sit atom- og missilprogram, der anses som en trussel mod USA.
ritzau




























